Sådan er de, svenskerne!

Af Dorete Irbil
Først udgivet i KatteMagasinet 03/2012

En afhandling om kattefolkets identitet
Denne artikel af Connie Garfalk er en bearbejdning og et sammendrag af Jenny Fröléns delafhandling fra 2008 i etnologi ved Uppsalas Universitet. Jenny har forsøgt at beskrive hvordan kattefolket ser på sig selv og kattemiljøet de tilhører. Hendes respondenter består udelukkende af svenskere. Artiklen blev bragt i det norske ”SiOrBaJa-blad” nr. 1/2008 og er oversat til ”KatteMagasinet” af Dorete Irbil med Connie Garfalks og Jenny Fröléns tilladelse.

Problemstillingen
Afhandlingens formål er at beskrive hvordan en speciel fritidsinteresse (katteopdræt, katteudstilling og kattesport) ser ud, og hvordan denne interesse præger aktørernes måde at se på sig selv og deres egen identitet. En af hypoteserne for afhandlingen var, at det at have racekat indebærer meget mere end bare at have et kæledyr.

Dataindsamlingsmetoden til af- eller bekræftelse af denne hypotese, og naturligvis også til at belyse hvordan kattefolket skaber deres egen identitet, var en spørgeskemaundersøgelse samt tre dybdeinterviews. Spørgeskemaet blev distribueret på internettet, hvoraf følger, at udvalget er skævt, eftersom respondenterne selv har taget initiativ til at besvare spørgeskemaet, og man kan derfor antage, at det drejer sig om mennesker, der er ekstra engagerede og ivrige i kattemiljøet.

Dette kan have givet besvarelser, der adskiller sig fra mindre engagerede respondenters, således at konklusionerne muligvis havde været anderledes, hvis Jenny havde benyttet sig af et repræsentativt udvalg. Til vores formål spiller dette en mindre rolle, for Jennys fund er under alle omstændigheder interessante – og bekræfter nok for en stor del dét mange i kattemiljøet tror og mener.

En livsstil
Jennys respondenter beskriver det at have racekat som meget mere end bare at have et kæledyr. Mange beskriver det som en livsstil, og tilmed ingen billig livsstil. Der sættes store beløb i racekatte og investeres megen tid og engagement i kattenes ve og vel, ligesom i udstilling og opdræt. I gennemsnit koster en racekat ca. SEK 6.000, og importerede katte koster ofte meget mere. Antal registrerede racekatte i SVERAK 2006 var i alt 10.990, hvoraf 588 var importerede. I løbet af 2006 blev omkring 25.000 katte udstillet i Sverige. Mange af disse er naturligvis gengangere på udstillingerne, men det er trods alt et ganske imponerende antal det drejer sig om.

Mange af respondenterne er opdrættere, og de ser på udstillingerne som et facit på hvor godt deres avlsdyr svarer til forbundets standard. Denne opfattelse deler Jenny også. Det er i øvrigt medvirkende til at gøre afhandlingen ekstra interessant at læse – at Jenny selv lader sine synspunkter komme til udtryk. Hun optræder dermed både som forsker og til en vis grad som respondent.

Identitet
Respondenternes beskrivelser giver udenforstående en unik mulighed for at få indblik i en ellers ganske lukket og hemmelig verden. Besvarelserne er relativt selvudleverende, og Jenny bliver ofte overrasket over hvor ensartet de beskriver erfaringerne og synspunkterne omkring miljøet og sig selv. Det absolut mest påfaldende punkt hvor næsten samtlige respondenters opfattelse er sammenfaldende, handler om hvorvidt katteinteressen er en hobby, eller om den er noget mere og andet end det. For næsten alle er det mere en livsstil og en måde at definere sig selv på som person, end det er en ren hobby.

Identitet er ikke nogen given størrelse. Den forudsætter en bevidst holdning til ”hvem er jeg”, og ”hvor hører jeg til”. Jenny spørger sig selv, hvad det kommer af, at kattefolk har en så reflekterende holdning, og at de ser så relativt velnuanceret på sig selv og deres identitet og tilhørsforhold. Hun konkluderer, at samfundsforholdene i sig selv, og den digitale kommunikation spiller betydelige roller.

Ved hjælp af internet, telefon og mobiltelefoner kan man hurtigt komme i kontakt med ligesindede. Alder, køn og social status spiller tilsyneladende en mindre rolle i dette miljø, end det gør i en del andre miljøer. Hierarkiet synes at bygge på helt andre kriterier. Identiteten knyttes i stor grad til ens katte, og hvilken gruppe i kattemiljøet man tilhører. Man kan anskue dette som en kollektiv identitetskonstruktion. Det kræver ensartede kundskaber, hvis der skal opstå en kollektiv fælles handling og gensidig forståelse. I denne sammenhæng er det tydeligt, hvad der udgør den fælles erfaring og kundskab.

Katten bliver bindeleddet, opdrætternes udveksling af kundskab og erfaringer drejer sig om kattene, og udstillingerne bliver den arena, hvor kundskaberne på en eller anden måde måles og evalueres. Social klasse, køn og alder er tilsyneladende den større betydning for udformningen af den kollektive identitetsdannelse. Det er katten, der binder sammen, og det er katten, som alt vurderes og måles op imod.

Drivkraften
Jenny undrer sig over, hvad det egentlig er, der får mennesker til at blive kattefolk. Hun betragter herefter rekrutteringen til kattemiljøet og udleder, at det i høj grad er opdrætterne, der driver miljøet fremad. Det er dem, der producerer nye katte og finder nye killingekøbere og opmuntrer dem til at blive udstillere. Katteklubberne består også for en stor del af opdrættere. Et gennemgående tema, både i de mere uformelle opdrættermiljøer og i katteklubberne, synes at være ønsket om at få stadigt flere udstillere og opdrættere. Kattesporten vedligeholder dermed sig selv, og den er tilsyneladende ganske upåvirket af generelle samfundsforhold som politisk og økonomisk udvikling i samfundet som helhed. Det, som tæller for kattefolket, er deres egne formelle og uformelle regler. Kattesporten bliver en enkeltstående verden, hvor kattefolkene selv bestemmer takten i udviklingen, priser på killinger, hvilke stamtavler der anses for mere eksklusive end andre og hvilken racestandard der bør eftertragtes inden for de respektive racer. Studenter, enlige og førtidspensionister beskæftiger sig med racekatte, til trods for at udgifterne er uforholdsmæssigt høje for de flestes vedkommende. Det er helt og holdent et område, hvor egen indsats og egne regler danner en helt egen kultur.

Enkelte opdrættere anser sig selv for at være på samme niveau som flere dommere. En begrundelse for dette kan være, at opdrætteren har opfostret flere katte, som vinder på udstillinger, og over længere tid end disse dommere. Igen er det kattemiljøets egne regler, som sætter præmisserne for hvem, der er ”vellykket”, eller mindre vellykket…

Seriøs – ikke seriøs
Der snakkes meget blandt kattefolk om at være ”seriøs”, og en seriøs katteopdrætter er en, som det lykkes for og som holder sig inden for reglerne. At fremstille sig selv som ”seriøs” bliver meget vigtigt, og de opdrættere, der anser sig selv for at være seriøse, får denne selvudnævnte status, fordi de mener at have reglerne i ryggen, når de tager sig retten til at udpege andre opdrættere som ”ikke seriøse”. En fordel ved dette kan være, at mange nybegyndere søger mod de velrenommerede opdrættere og dermed lærer sig, hvad der er den rådende etik. Jenny konkluderer, at drøftelser af hvem der seriøs, og hvem der ikke er det, er af det gode, uanset hvad opdrætterne selv måtte mene om det.

Samtidig er ”seriøs” blot et ord, og et ord som det kan være vanskeligt at definere. Specielt eftersom det ofte anvendes af opdrættere, fordi de selv ønsker at undgå at få et dårligt rygte i kattemiljøet. Alligevel er det værd at stræbe efter at være seriøs, og det kan udmærket være til kattenes fordel, at denne debat føres.

Jenny tror imidlertid, at de fleste er seriøse, og at det bare er fremstillingen af sig selv som seriøs, der irriterer andre. Hun spørger, om dette kan relatere sig til misundelse. Hvis man ikke opfatter sig selv som seriøs, kan det føre til misundelse over for dem der er gode til at fremstille sig selv som seriøse (men måske ikke er det i betragterens øjne). De får et godt rygte via jungletelegrafen; kan dette måske få følelsen af misundelse til at eskalere?

Fordomme
Fra de tre dybdeinterviews understøttes Jenny yderligere (udover i det hun finder i spørgeskema-besvarelserne) i sin opfattelse af, at det ikke er penge, der giver magten i kattemiljøet. Et godt rygte og et renommé som ”seriøs” er meget mere værd end penge. En af dem hun har interviewet citeres for netop dette i afhandlingen:

”Det er ikke social klasse – det synes jeg ikke. Derimod handler det meget om, hvem der behandler katten bedst, giver den bedst mad, nej, jeg synes ikke sociale klasser findes her, selv om det handler om skide-mange mange penge af og til. Prestigen afhænger mere af tid, kræfter og engagement.”(Tuva 2007-11-25)

Respondenterne er vældig enige om, at det er lidt ”farligt” at snakke med andre om penge. Man bør simpelthen ikke fortælle, hvor mange penge man ofrer, og hvor meget kattene koster. Jenny formoder, at dette kan være forårsaget af en frygt for at blive betragtet som en smule gal af udenforstående, netop fordi man investerer så store beløb i sin hobby. Det er dermed ikke helt socialt accepteret at omtale omkostningerne. Måske skabes mange fordomme netop på baggrund af folks egen indstilling til penge, filosoferer Jenny. I en verden som styres af business, som en af respondenterne udtrykker det, er der ikke plads til at overveje hvad der egentlig er gunstigt for kattene selv. De fleste udenforstående ser opdræt som en måde at tjene penge på, når de bliver vidende om hvilke summer der er tale om, og hvad en racekat koster. Dermed er man måske bange for at fremstå som lidt mislykket, hvis man må oplyse om, at man trods en høj pris på killingerne alligevel ikke tjener på sit opdræt?

På den anden side, hvem tjener egentlig penge på sin hobby, hvis man ser bort fra dem som udøver sport på eliteniveau og befinder sig øverst på verdensranglisten? Men i de tilfælde har udøvelsen af hobbyen for længst passeret hobbystadiet og er blevet til et arbejde, en profession. Selv tror respondenterne, at alle fordomme om kattesport og opdræt, og de mener, at fordommene er sejlivede og mange, stammer fra kattens lave status sammenlignet med den status hunden har.

Hund = mandlige værdier
Det siges, at hunden er menneskets bedste ven, og hunden tilskrives egenskaber som trofast, loyal og pålidelig. Jenny relaterer disse karaktertræk til det som traditionelt opfattes som mandlige egenskaber. Et andet eksempel på hundens højere status i samfundet er hundens historie som brugsdyr. Katte er ikke blevet tilskrevet andre positive egenskaber end, at de er dygtige til at fange mus og er gode ”sengevarmere”. Hunde derimod trækker slæder, jager, konkurrerer i hundevæddeløb, og andre præstationsgrene. Hunden sporer, arbejder sammen med politi og redningsmandskab, når man skal finde personer, som er forsvundet for eksempel i en lavine.

Hvad gør katten? Enkelte betragter den som et skadedyr, og myten om, at en kat klarer sig selv, lever fortsat i bedste velgående. Resultatet er det kun engagerede kattefolk der ser: Hjemløse katte, som sulter og fryser ihjel i Sverige hvert eneste år. Mange slipper deres katte ud på lykke og fromme i flere døgn, mens de aldrig ville drømme om at slippe deres hund ud på samme måde. En af respondenterne formulerer dette meget præcist og skriver, at hunden står for maskulinitet, mens katten står for noget feminint. Dette kan være en af forklaringerne på, hvorfor hunden har højere status end katten. Desuden udgør kvinder det store flertal i kattemiljøet. De mænd, der deltager, bliver udsat for fordomme i og med, at de lader sig engagere i et udpræget feminint miljø, og katten står for feminine egenskaber. En almindelig fordom, mænd mødes med, er, at de må være homoseksuelle, eftersom de er engagerede i kattesporten.

Bagtalelse og sladder
For at forsøge at finde nærmere ud af hvorfor bagtalelse og sladder, som både ifølge respondenterne og Jennys egne indtryk synes at forekomme i stor udstrækning i miljøet, anvendte Jenny sine dybdeinterviews til at spørge specielt angående dette. Resultatet blev ganske forbløffende, fordi informanterne havde så klare svar på, hvorfor det forekommer.

”Der findes mange, som har som hobby at ringe rundt, og fortælle om andre i miljøet. På udstillinger synes jeg ikke man mærker så meget, men det er nok mere fordi, man undgår dem, som man ikke vil i kontakt med. ”(Julia 2007-11- 22).

På udstillingerne, hvor folk står ansigt til ansigt med folk de ikke kan lide, tør man ikke sige præcis hvad man mener. Tværtimod optræder man vældig venligt overfor den person, man ikke bryder sig om; men hjemme i sine egne ammer og gemt bag dataskærmens trygge lys eller i en privat telefonsamtale, dér tør man sige hvad man egentlig mener. Bag denne sladder eksisterer der en rædsel først og fremmest for, at man som nybegynder på markedet ikke vil blive accepteret og dermed kan få vanskeligheder med at etablere sig som opdrætter; noget som de respondenter, der ikke har beskæftiget sig med opdræt mere end et til to år, er helt enige om.

”Egentlig handler det ikke så meget om kattene, men om hvad folk vil synes om mig. Jeg har en tendens til at mene noget og senere forandre standpunkt, javist, men så skal jeg kunne stå inde for det også. Og så opstår der klikedannelser (suk). Det er ikke sådan, at jeg vil være ven med alle, men jeg kan ligesom bare ikke tale dårligt bag ryggen af andre.”(Tuva 2007-11-25).

Man er bange for åbent at stå fast på sine synspunkter af skræk for konsekvenserne. Selv om man ville få offentligt medhold på de forskellige fora, så eksisterer der jo en risiko for, at man bliver bagtalt, hvilket kan indebære noget nær en katastrofe for det opdræt man beskæftiger sig med.

At stikke sin næse i andres anliggender ”see, speak and hear no evil“ eller bore i hemmeligheder om andres ulykke udgør en stor del af den daglige informationsudveksling, som indgår i interaktionen imellem kattefolk og andre involverede.

Der findes også en klar tendens i materialet til at respondenterne fremhæver, at de ikke selv formidler rygter og sladder. I interviewsituationerne fremkommer der alligevel informationer, der styrker påstanden om, at rygter og sladder udgør en så tilpas stor del af interaktionen kattefolk imellem, at denne adfærd tages for givet. Det er bare sådan det er. Mange af respondenterne mener, at det netop er på grund af misundelse, at sladderen får så god en grobund. Der snakkes meget om etik og moral i forbindelse med avl, og man har af og til vanskeligheder med at unde en anden opdrætter succes. Man er slet og ret misundelig på opdrættere, som opdrætter katte med succes på udstillingsarenaen, og så forsøger man at finde fejl hos denne ”vellykkede modstander”.

Vil være vellidt
Der eksisterer hos samtlige af Jennys respondenter og de øvrige interviewede et ønske om at være vellidt. Selv om man anser det for naturligt, at man ikke kan være ven med alle, så er der alligevel en trang til, at man ikke vil være direkte uven med nogen. I balancegangen mellem interaktionen aktørerne imellem, der, som Jenny har fundet belæg for, for en stor del består af sladder og rygtespredning, er det naturligvis vanskeligt at finde en gylden middelvej.

For at blive accepteret må man have tilhørsforhold til en gruppe, og tilmed er det vigtigt, at det er en ”rigtig” gruppe, således at tilhørsforholdet til denne gruppe ikke i sig selv medvirker til at ens rygte bliver dårligt. Man bliver på en måde afhængig af, at gruppen har et godt rygte, og at den opretholder dette gode rygte. Ens eget rygte bliver dermed afhængigt af gruppens rygte. For opdrættere og udstillere er den måde, man gebærder sig på i miljøet, ingen leg. Det er blodig alvor på udstillingerne, og en succesfuld opdrætter kan over natten få et dårligt rygte ved hjælp af jungletelegrafen og internetkommunikationen, selv om der ikke findes reelt belæg for denne mudderkastning. Det bliver dermed meget vigtigt, om ikke at være ven med alle, så at sørge for, at man ikke bliver uvenner med nogen.

Der dannes stadig nye kliker og alliancer, knyttes nye kontakter, og interaktionen deltagerne imellem foregår døgnet rundt. Geografiske afstande har ingen betydning, og tidsforskelle ej heller, takket være internettet.

Informationsstrømmen foregår altså på tværs af grænser og tidszoner, og et opdrættermiljø kan bestå af opdrættere bosat på forskellige kontinenter – et dårligt rygte kan derfor spredes hastigt over store geografiske afstande. Men kattene som hobby og som familiemedlemmer giver kattefolkets liv mening og mange stærke oplevelser. Det er en fritidsinteresse med konsekvenser, der kan forandre en persons måde at betragte sig selv på.

AFHANDLINGEN: Titlen er ”Kattfolk – en studie i identitetsskapende og social interaktion hos kattuppfödare” Uppsala Universitet, efterårssemesteret 2007/2008. Spørgsmål til Jenny Fröléns afhandling omhandlende kattefolkets syn på sig selv kan rettes til forfatteren via e-mail: jenny.frolen@hotmail.com