Racepræsentation af Ragdollkatten – den godmodige slaskedukke

Først udgivet i KatteMagasinet nr. 4/2020
Forfatter: Mette Djaba for Ragdollklubben Danmark

Ragdollkatten er stor, godmodig, meget tillidsfuld og social kat. Ragdoll betyder kludedukke på engelsk. Racen har fået dette navn, fordi katten, når man samler den op, slapper fuldstændigt af i musklerne og hænger i armene som en kludedukke. Hvis du har hørt, at katte ikke er sociale og helst går deres egne veje, så er det ikke en Ragdoll, du har hørt om.

Ragdolls er yderst selskabelige og elsker at være sammen med deres mennesker. De kommer løbende ud til døren, når du kommer hjem og følger dig overalt. Ragdolls trives godt sammen med andre husdyr og egner sig på grund af deres tålmodige og selskabelige sind godt til at bo i en børnefamilie, men de kan også trives som enekatte, hvis de bare får opmærksomhed nok. Ragdolls egner sig ikke som friløbende udekatte. De trives godt som indekatte med adgang til at komme ud under beskyttede forhold f.eks. i sele eller i volière eller indhegnet have.

Rød bicolour ragdoll i én af ragdollkat-tens yndlingspositioner liggende på ryg-gen med maven klar til nus.

Udseende
Ragdollkatten er en masket kat. Ifølge racestandarden er en ragdoll en stor og solidt bygget kat. Ragdoll hankatte vejer om hovedregel mellem 5 og 8 kg. når de er fuldt udvoksede. Hunkatten vejer lidt mindre – som regel fra 4 til 7 kg. Fertile katte vejer noget mindre end neutraliserede katte.

Ragdoll katten er en langsomt voksende race og er først fuldt udvokset efter ca. 3 år. Ifølge ragdollstandarden skal hovedet være mellemstort. Formen er en bred afrundet kileform. Panden er let rundet og glider over i et fladt stykke mellem ørerne. Ørerne skal være mellemstore, brede ved basen og rundede i toppen. De skal sidde langt fra hinanden og være fremadtiltede. Profilen er et at racens tydelige karakteristika. Næsen er lige og viser en let kurve på den øverste 1/3 del. Kindernes er veludviklede og glider over i en rundet og veludviklet mellemlang snude. Hagen skal ligeledes være veludviklet.

Ragdollkattens øjne skal være store og ovale. Den yderste øjenkrog skal være i højde med den yderste kant på øret. Øjnene er altid blå – jo mere intens farven er jo bedre. Nakken skal være kort og stærk, og katten skal have en lang krop med bagben, der er lidt højere end forbenene. Halen skal være busket og så lang, at den når katten til skulderen.

PR Maine Malawi’s Blue Lagoon – blå bicolour ragdoll (Rag a 03)

Ragdollkattens mønstre
Ragdollen findes i 3 hovedmønstre: colourpoint, mitted og bicolour. Man kan kende en colourpoint ragdoll på den fuldfarvede maske i ansigtet og de farvede ben og poter. Den mittede ragdoll har farvede ører, hale og maske. Det er dog et særligt kendetegn ved den mittede ragdoll, at hagen skal være hvid, hvor en colourpoint ragdoll har farvet hage. Der skal gå en hvid stribe fra hagen, hele vejen ned over maven til halen. Den mittede ragdoll har farvede forben
med hvide handsker. Det optimale er, at handsken går op til bukket mellem pote og ben, og alle trædepuder er lyseråde. Man foretrækker, at sokkerne er symmetriske. Bagbenene er farvede ned til knæet, men den nederste del af benene og poterne er hvide.

Ragdollen findes i ovenstående godkendte farver

En bicolour ragdoll har farve på ører, hale og en “vaskebjørnsagtig” maske i ansigtet, som opstår, fordi katten har en et omvendt hvidt V i ansigtet. Det omvendte V kan have forskellige bredder, hvilket giver kattene meget forskellige udtryk. Man foretrækker, at det omvendte V placerer sig et sted mellem kattens inderste og yderste øjenkrog. Mange
foretrækker, at det omvendte V er symmetrisk, men det er ikke et krav. Alle fire ben skal være hvide. Derudover findes alle tre mønstre i en tabby-variant dvs. med striber.

Ragdollens farver
Alle ragdollkillinger fødes helt hvide. Farven udvikler sig over tid. For alle tre mønstre gælder det, at ben ører, maske og hale skal være mørkere end farven på kattens ryg. Ragdoll katten har først sin endelige farve, når den er omkring 3 år. Billederne herunder viser farveudviklingen på en seal mitted ragdoll.

Pels og pelspleje
Ragdoll katten er en semi-langhåret kat. Den korrekte ragdollpels har kun ringe underuld og føles som kølig silke ved berøring. Mange sammenligner pelsen med kaninpels. På de langt de fleste ragdolls er pelsplejen overskuelig og ordnes let ved gennemredning med f.eks. en stor metalkam. Nogle katte skal dog især i vinterperioden og fældeperioder have hjælp til at holde sig fri for knuder. En ugentlig gennemredning er nok i det fleste tilfælde. De fleste ragdollkatte sætter pris på at blive friseret.

Øverst: Ann Baker med Fugianna – den første bicolour ragdoll
Midt: Ragdollracens stammoder Jo-sephine med killinger
Nederst: Denny og Laura Dayton med nogle af de tidlige ragdolls

Ragdollkattens temperament
Ragdollen er en meget tillidsfuld, godmodig og rolig kat – man kan ligefrem forledes til at bruge ordet doven om den. De bliver mere og mere rolige med alderen, så selv en ret aktiv killing, vil som oftest blive en rigtig sofaløve. Det er rigtige hygge og kælekatte, som nyder at være i din nærhed. Ikke alle ragdolls er skødekatte, men du vil altid have selskab i sofaen. De fleste ragdolls elsker at lege. Som killinger vil Ragdollkatten underholde dig i timevis med lege som at jagte deres egen hale, jage fluer, vasketøj og udforske verden omkring dem. Mange af dem elsker at løbe efter bolde og bringe dem tilbage til dig. Efter en omgang leg, så elsker de at blive nusset – gerne på maven, og de fleste ragdollkatte vil nyde at blive holdt som en baby – liggende på ryggen med deres bagben fladet ud og forpoterne om din arm. Ragdolls kan både trives som alenekatte og sammen med andre katte og/eller husdyr. Er katten alenekat, vil den dog have et større behov for menneskeligt selskab end, hvis den har andre husdyr som selskab.

Racens oprindelse

Der går mange historier om Ragdollens oprindelse, og det er ikke helt let at vide, hvilken der er den helt rigtige. Ragdollens historie starter først i 60’erne i Californien, så det drejer sig om en ung race. Racen blev grundlagt af Ann Baker. Hun var oprindeligt opdrætter af Balinesere og persere, men fra omkring 1963 arbejder hun på at udvikle en ny katterace. For at udvikle den nye race, lånte hun af sine naboer Familien Pennels, en hankat Beauty, der lignede en Hellig Birma, som blev parret med hendes hvide angorakat Josephine. Ud af denne parring kom en killing, som blev navngivet Daddy Warbucks, født i 1964. Han er opført som seal mitted ragdoll (RAG n 04). Ann Baker bekræftede senere, at Daddy Warbucks far Beauty var af ukendt oprindelse og ikke stambogført. Det gør det vanskeligt at gå videre ind i racens historie inden den tid. Josephine blev senere parret af Daddy Warbucks, og af denne parring blev Fugianna født. Ann Baker parrede herefter Josephine med Pennels huskat Blackie og fik Buckwheat. Josephine, Daddy Warbucks, Fugianna og Buckwheat var ikke Ragdolls på det tidspunkt, men de dannede grundlaget for den nye ragdoll race. Der høres ikke mere om Josephine herefter, men hendes efterkommere spillede den afgørende rolle i udviklingen af Ragdollracen.

Fordi killingerne var afslappede i hendes arme, mindede de Ann Baker om de meget populære amerikanske kludedukker Raggedy Ann og Raggedy Andy. Derfor navngav hun den nye race Ragdoll. Hun valgte navnet Raggedy Ann til sit katteri. I 1966 blev de første ragdolls registreret. Fra 1964 til 1969 solgte Ann Baker ikke Ragdolls. Hun beholdt dem alle i sit eget opdræt.

Cedric Oravia Dolls*SK (Rag a 03)

Ann Baker var særdeles restriktiv med hensyn til avl, når hun solgte sine killinger til andre opdrættere, og hun forbød sine købere at parre deres katte, medmindre de havde en licens, som gjorde, at hendes avlsplaner blev fulgt. Uenighederne voksede mellem Ann Baker og de øvrige opdrættere. Ann Baker mente, at kun hun skulle kunne beslutte, hvad fremtiden for ragdoll racen skulle være, fordi hun udviklede racen.

Det kom til flere hårde retssager. Det kom til det punkt, hvor mange opdrættere havde fået nok. De forenede sig for at få Ragdollracen anerkendt i alle forbund og i de 3 mønstre og startede avl på mere lempelige vilkår.

Denny Dayton, som sammen med sin kone Laura havde opdrættet Blossom-Time, var én af foregangsmændene. Fra ham er racen blevet spredt i hele verden. I 1981 kom de 2 første Ragdolls til England, og siden da er de blevet udbredt i hele verden. De første ragdolls kom til Danmark i 1995

FIFE godkendte de første bicolor ragdolls i 1992, dernæst colorpoint i 1997 og den mittede variant i 1999. Ragdoll fandtes da i blå, seal, lilla samt chokolade. I 2005 blev de sidste farver godkendt: rød, creme, tabby, tortie og torbie (skildpaddetabby).

I perioden 1999-2001 var der ca. 6 opdrættere i Danmark. I 2001-2002 arbejdede man på at oprette en Specialklub for ragdolls, men desværre kunne opdrætterne I bestyrelsen ikke arbejde sammen, og derfor den lukket ned, før den var kommet rigtigt i gang.

Udvikling fra killing til kat: 1 dag, 2 uger, 12 uger, 16 måneder: DK Rags of Silk Satin Spell
DK Fjordbækken’s Madam Geneva Rouge RAG n 04

Den 20.08.2011 blev den nuværende specialklub Ragdollklubben Danmark stiftet. Der er et godt samarbejde mellem opdrætterne i klubben, hvilket har haft stor betydning for racens udvikling og kvaliteten af ragdolls i Danmark over de seneste år.

DK Makesi’s Kejser Galba – blå mitted tabby (Rag a 04 21)

Ragdollen er i dag en yderst populær racekat i Danmark. Med 363 stamtavler på ragdolls trukket hos Felis, Danica er Ragdolls den race i kategori 1, hvor der er trukket flest stamtavler i 2019.

Der er i 2020 ca. 28 opdrættere i Danmark (medlemmer af Ragdollklubben Danmark). Der er tale om små, stueopdræt, der har nogle få kuld om året. Derfor er der stor rift om ragdoll killingerne.

Sundhed
Ragdollen er sædvanligvis en sund race, der med lidt held lever til en høj alder. En levetid på 12- 14 år er ikke unormalt., Hunkattene har som oftest lette fødsler og et veludviklet moderinstinkt. Kuldene er som regel på 4- 5 killinger. Genpuljen er på grund af racens ophav ikke særligt stor og derfor ser ansvarlige opdrættere sig grundigt for, når der skal vælges avlsmateriale og sikrer, at der ikke parres alt for tæt. Det anbefales sædvanligvis opdrætterne at DNA teste for HCM og PKD og checke blodtype. Nogle opdrættere vælger derudover at scanne hjerte og nyrer.

IC DK Rags of Silk Leizu Liquorice – seal colourpoint ragdoll (Rag n)

Vi har i de senere år set en genetisk arvelig lidelse hos ragdoll, der giver dværgvækst. Killingerne dør i en tidlig alder, så det er primært et sundhedsproblem, der berører opdrættere. Der er indsamlet penge til forskning og udvikling af en gen-test i et samarbejde mellem specialklubberne i norden og private opdrættere. Forskningen finder sted hos SLU i Sverige, og det sidste nye herfra er, at opdrætterne kan forvente en DNA-test i løbet af efteråret 2020, hvorefter anbefalingen vil være at avlsdyr testes.

Kom til Ragdoll World Show
Hvis du har fået lyst til at vide mere om ragdollkatten, så har du en unik mulighed for at se mere en 150 ragdoll katte i alle farver og mønstre fra hele Europa, når Ragdollklubben Danmark sammen med JYRAK i marts 2021 afholder Ragdoll World Show i Kolding.

Kun én gang før er det lykkedes at få et Ragdoll World Show op at stå. Det var i Boxtel i Holland i 2016. Showet var oprindeligt planlagt til den 14. marts 2020, og alle katte var klar, da showet på grund af Covid-19 måtte aflyses. Det er altså første gang overhovedet, at vi har et lignende show i Danmark, så vi håber meget, at det vil lykkes denne gang, så
både de mange udenlandske deltagere og alle de besøgende får en fantastisk oplevelse.

DK Fjordbækkens Smoothie-kuld