Klikkertræning i praksis

Tekst og foto af: Carina Jørgensen
Først udgivet: 03/2012

Vi hører så meget om kattetræning i tiden, men virker det overhovedet? Her fortæller Carina Jørgensen om hendes oplevelser, da hun overtog indekattene Frederik og Bastian (Hellig Birma), der ifølge den tidligere ejer var bedste venner. Det var imidlertid ikke Carinas oplevelse:

Den første uge vi havde kattene, lå de altid og sov sammen. Frederik vaskede ofte Bastian, aldrig omvendt. Jeg havde kun set Bastian vaske Frederik en gang. Efter 2 uger fik de lov til at komme ud i haven i sele til at starte med, ca. 20-30 min. af gangen, hvor jeg fulgte efter dem.
Ligeså stille begyndte Bastian at ændre adfærd overfor Frederik. Han begyndte at hvæse af ham i stor stil og gav ham lussinger. I starten var det kun indenfor. Når de så kom udenfor kunne de sagtens rende og lege sammen uden problemer, og de så virkelig ud til at hygge sig. Når de så kom ind igen, var den gal igen.
Så kom dagen, hvor det gik helt galt. Frederik kom på et tidspunkt spænende bagfra og fik løbet Bastian så meget over ende, at han slog en kolbøtte. Siden har de ikke leget sammen, fordi Bastian løb sin vej, hver gang Frederik kom løbende ude i haven. Bastians adfærd udviklede sig siden dette i dårligere retning. Således at han nu overhovedet ikke gider Frederik, når Frederik er kontaktsøgende. Faktisk begyndte Bastian at fare i hovedet på Frederik, hvis bare han gik forbi ham, også selv om han ikke var kontaktsøgende. Jeg forstod ingenting, og det tror jeg heller ikke Frederik gjorde. Frederik var stadig enormt kontaktsøgende overfor Bastian, som overhovedet ikke gad ham.
Det eneste tidspunkt hvor de kunne være ved siden af hinanden, var når de spiste. Men det mærkelige er, at det stadigvæk kun er halvdelen af gangene, hvor det foregår uden problemer.
Vi købte også to køjer til kradstræet, så de kunne få en hver, så de ikke skulle skændes over den der var, men Bastian vil slet ikke være i nærheden af kradsetræet længere. Han ligger på sin kommode, og hvis Frederik nærmer sig, hvæser Bastian af ham.
Bastian har aldrig gjort os noget, hverken revet eller bidt, men er meget verbal (knurrer og hvæser), så vi er ikke i tvivl om hans mening. Han er meget reserveret og opsøger os ikke rigtig. Bastian laver især meget påstyr, når han skal børstes, men det mærkelige er, hvis han ligger på sin kommode, så kan jeg godt få lov til at børste ham uden problemer, og jeg kan løfte hans ben og børste ham på maven, og mellem både bagben og forben. Jeg kan også uden problemer få lov til at kigge i hans ører og hans mund, alt sammen kun så længe han ligger på sin kommode.
Jeg har forsøgt at dele sol og vind lige og lege meget med dem. Frederik gider altid lege. Bastian gider det sjældent, og kun hvis Frederik ikke er til stede, og der er en masse steder, hvor han kan gemme sig og ligge på lur efter fjerdrillepinden. Jeg overvejede mange gange, om det ikke var en stor fejl, at Bastian boede sammen med Frederik, og om han måske var en kat, som havde bedre af at være alene-kat. På den anden side synes jeg, det var synd, hvis kattene igen skulle skifte ejer på så kort tid.

Bastian

Jeg har aldrig haft kat før, jeg fik Bastian og Frederik, men er vokset op med hundekennel. Fordi jeg ikke vidste så meget om katte, lånte jeg en masse bøger på biblioteket om katte for at finde ud af mere. Derudover søgte jeg nettet tyndt for materiale, og jeg fandt i den forbindelse forskellige forums med katte som emne. Jeg stillede spørgsmål til Bastians adfærd et par steder, men jeg fik ikke rigtig noget, jeg kunne bruge. Af den tidligere ejer havde jeg fået at vide, at Bastians adfærd var normal, fordi han var den dominerende. Det havde hun fået at vide af ejeren før hende. Men fordi det var så voldsomt her, og fordi det var på den måde, det skete på, syntes jeg bare ikke rigtig det kunne passe, at det skulle være sådan. På forummet Kattegale.dk, var der en bruger som havde stillet nogle generelle adfærds-spørgsmål i stil med: 1) hvordan opfører en dominant kat sig, 2) hvordan opfører en bange kat sig, 3) hvordan opfører en stresset kat sig og videre i den dur.
Der var så en anden bruger der svarede, og hendes svar til den stressede kats opførsel ramte bare lige i skabet med hensyn til Bastians opførsel. Så jeg skrev til hende med mine problemer.
Brugeren var Helle Lenschow, men da Helle bor i Jylland, og jeg på Sjælland var det ikke lige det nemmeste at mødes. Men Helle henviste mig til Ayoe, og derved kom kontakten i stand. Jeg kontaktede Ayoe, og vi snakkede om kattene vorefter vi aftalte en dag, hvor hun kom ned og kiggede på kattene.
Det var i september, og jeg mener, at jeg havde haft kattene ca. 3 måneder, da Ayoe var på besøg. Da Ayoe var her, havde jeg efter aftale holdt kattene inde, så Bastian var fuldstændig oppe at køre og totalt ”hys” på trods af, at Frederik på intet tidspunkt gjorde ham noget. Ayoe observerede kattene og stillede et hav af spørgsmål og noterede mine svar ned. Hun havde et aktivitetsbræt med for at se, om det var noget, der kunne interessere kattene.

Hun afprøvede også klikkeren på Bastian, og det gik rigtig godt, idet han fangede konceptet meget hurtigt. Han er et madøre, så det hjælper selvfølgelig på det. Ayoe tog så hjem og sammenskrev sine observationer, og hun lavede et program til mig. Hun syntes, at Bastians adfærd var noget unormal for en Hellig Birma – meget aggressiv over for Frederik. Hendes umiddelbare vurdering, efter at have hørt deres historie, var at Bastian havde meget svært ved at håndtere at bo sammen med Frederik.
Bastian brugte meget tid på at hvæse af Frederik. Den umiddelbare plan var at sætte Bastian i gang med et madaktiveringsprogram plus direkte træning i kontakt med Frederik. Begge katte er heldigvis begge meget glade for deres vådfoder, og de slapper af sammen, når de spiser. Bastian livede synligt op ved simple klikker-target øvelser både for sig selv og ’vendt mod’ Frederik. Ayoe håbede at begge dele kunne få hans stress niveau til at falde over tid.

Frederik

Klikkertræning
Min træning har bestået i klikkertræning af begge katte, lige siden Ayoe var her, både sammen, men også hver for sig. Derudover har jeg lavet en madpyramide af toiletpapirruller, som også bruges med jævne mellemrum. Her er tricket, at kattene skal bruge poten til at rage maden ud. Jeg har også prøvet en foderbold, men det gider de i hvert fald ikke. Jeg begyndte meget hurtigt at se ændringer i Bastian. Allerede efter et par dage. Efter 2 uger begyndte min kæreste også at lægge mærke til forskellen. Ayoe fulgte op på terapi-programmet, ca. 3 uger efter hun havde været her. Hun ville høre, hvordan det gik. Her er, hvad jeg skrev til hende: Jeg har fået en helt anden kat!!! Effekt af træningen sås allerede efter et par dage.

Generelt så træner vi 2 X om dagen. Tidsperioden er lidt forskellig. Det afhænger lidt af, hvor meget Bastian er på. Frederik er med hver gang, men det varierer lidt, hvor meget, fordi han gider ikke altid blive siddende, og han gider heller ikke bevæge sig helt så meget som Bastian. Vådfoder får de kun i forbindelse med træningen, og det foregår som regel således:

  • Først begge katte, hvor Bastian skal gøre et eller andet, som indebærer tæt kontakt med Frederik. Ingen problemer overhovedet. Der har været nogle få dage, hvor Bastian har været meget oppe at køre (i starten), der har jeg udeladt Frederik fra træningen. Dog er Frederik altid med, når de får resten af vådfoderet til sidst.
  • Dernæst hyggeøvelser kun med Bastian. Han er meget på og meget ivrig, har vedhæftet en video, men sender den hvis/når det lykkedes. link til video: http://www.youtube.com/ watch?v=VIiFSAfewDY
  • Generelt er kattene blevet meget bedre til at hilse på hinanden, når de mødes. F.eks. når den ene kommer hjem udefra. Det foregår faktisk på begges initiativ, dog mest på Frederiks. Vi belønner dette så ofte som muligt. I starten skulle denne hilsen ikke vare for længe, så hvæsede Bastian af Frederik. Men nu kan de have en hilsesession helt uden at hvæse, og Bastian har taget initiativet mere. De mjaver også stille til hinanden, ofte når den ene kommer hjem. Morgenhvæseriet har også aftaget, men er der dog stadig.

De er også blevet bedre til at omgås hinanden, men Bastian hvæser stadigvæk af Frederik, men ikke så meget, som det har været I forhold til os mennesker, er kontakten til Bastian blevet meget bedre. Han er stadigvæk reserveret, men mere opsøgende. Han kan godt selv, uopfordret, komme over og gnide sig op ad benene og blive kælet en smule, inden han går igen. Han snakker meget mere med os. Han er mere rolig ved håndtering, og har højere haleføring oftere, men haleføringen er stadig langt fra, hvad vi ser hos Frederik. Jeg kan godt nu bære ham ovenpå til sengetid, uden at han spræller (som han gjorde før hele vejen op).
Nogle gange går han også selv. Vi kan også give ham loppekur (i nakken), uden at vi føler, at det er et overgreb mod ham. Det største problem er dog børstningen, hvor han stadigvæk på trods af træning er skidesur! Dog ikke mere, end han glemmer det, når der falder godbidder af, heldigvis da. Kattenes adfærd i dag Pr. januar 2012 (startende ca. slut oktober 2011) begyndte Bastian fast at komme op hos os, at sove om aftenen, når han kommer ind fra sin aftentur. Han snakker endnu mere, og er nu for det meste fuldstændig rolig ved håndtering. Omkring spisetid kan vi tage ham op og stå og nusse med ham i længere tid. Haleføring er stadigvæk blevet højere, men stadigvæk ikke helt som Frederiks, som har sin højt mere eller mindre konstant.
Jeg kan i dag selv give Bastian loppekur i nakken, uden at have hjælp fra kæresten. Børstning af pelsen går også som en leg i forhold til tidligere. Der er kun lidt brokkerier, når han ligger på ryggen og får børstet maven, men det er småting som klares med en godbid. I dag er der slet ikke morgenhvæseri mere. Bastian hvæser stadigvæk mindre, nu er det mere i stil med ”jeg-gør-det-fordi-jeg-kan”.
Et decideret gennembrud i kattenes opførsel hinanden imellem kom i forbindelse med nytårsaften. Denne aften holdt vi herhjemme sammen med venner, og kattene kunne rende ovenpå, hvis de ikke ville være hernede. De fik slet ikke lov til at komme ud denne aften, og det udløste mærkelig nok ikke noget brok fra Bastian, det havde jeg ellers forventet.
Da vi skal i seng, ligger begge katte ved siden af hinanden i vores seng. På trods af vi flytter rundt på dem, så vi også kan være der, så ligger de stadigvæk ved siden af hinanden, da vi står op. Efterfølgende har de flere gange ligget ved siden af hinanden i sofaen, og Bastian er begyndt at bruge kradsetræets køjer igen, på trods af at Frederik ligger der, og han bliver heller ikke sur, hvis han ligger der i forvejen, og Frederik så kommer og ligger sig i den anden køje. De er begyndt at lege sammen igen engang imellem. Bl.a. lege tagfat som de gjorde lige i starten, da de kom ud i haven, inden de for alvor blev uvenner (Bastians kolbøtte forårsaget af Frederik).
Vi kan også få Bastian til at lege med en fjerpind nu, selvom Frederik er til stede, men Frederik skal dog ikke komme for tæt på, så bliver Bastian stadigvæk bitter, men det er en klar forbedring. Hvis Bastian sidder og gerne vil ud, og vi mennesker ikke ser det, kommer han også selv og beder om at komme ud. Hvor han tidligere begyndte på sin ”dyr-i-bur” adfærd. Frederik kan også stå på den anden side af døren nu, uden at Bastian løber væk.

Samtidig har vi dog også måtte lære Frederik, at han ikke skulle fare lige over i hovedet på Bastian, så snart han kom ind af døren. Bastian er også begyndt at ”smide sig” på gulvet at rulle rundt og gøre sig til, ligesom Frederik gør meget tit. Ofte kan vi også få lov til at nusse ham på maven, når han ligger her. I denne position ligger han også nogen gange og strækker poterne ud efter Frederik, sådan lidt legeagtigt. Vi har eksperimenteret lidt med, hvor lidt kattene skal være helt adskilt eller sammen. Men f.eks. når de skal sove, så fungerer det ikke, at Bastian er sammen med os, og Frederik er nedenunder.
Bastian bliver fuldstændig forstyrret, og han er ikke særlig god til at lægge sig ned og falde til ro. I det hele taget fungerer det ikke godt at holde dem fuldstændig adskilt. Det reagerer Bastian mere negativt på, end hvis de er sammen, i hvert fald indenfor. En hel ny kat Så man må sige, at vi nu har en hel anden kat på grund af klikkertræningen.
Bastian er blevet en skøn kat, og han er total selvsikker nu i forhold til tidligere. Frederik kan slet ikke ”ryste” ham, som han gjorde tidligere. Det har så også betydet, at vi en periode havde lidt mere fokus på Frederik for at samle ham op. Idet vi så noget frustrationsadfærd fra hans side. I det hele taget opfører han sig mere som Bastian, selvfølgelig i forhold til deres forskellige personligheder.
Den anden aften kom Bastian ikke, da der blev kaldt til træning, så jeg begyndte bare med Frederik, og lod døren stå åben, sådan at Bastian kunne høre klikkeren i tilfælde af, at han var i nærheden, men bare ikke ville komme. Der gik ikke mange minutter, før Bastian kom farende ind af døren, hoppede direkte op på den stol, der stod ved siden af Frederik, fægtede løs med poten og sagde ”mjav, mjav, mjav” meget højt og insisterende, så der er ingen tvivl om at han gerne vil være med! Vi har på et tidspunkt måttet bruge timeout, når Bastian har haft destruktiv adfærd. For eksempel hvis han ville ud, når det er ved at være sovetid. Så var der et bestemt sted, hvor han gik direkte over og kradsede tapetet i laser.
Det udløste så, at jeg tog ham, satte ham i timeout (3-5 min på et kedeligt gæstetoilet), hvorefter han så blev lukket ud igen, uden at sige noget som helst til ham, når han blev sat derud. Vi skulle igennem en hård uge, hvor han måtte i timeout en del gange, når han kradsede så vores dør, men så holdt han op.

Jeg træner stadigvæk med dem hver dag om aftenen. Først fællesøvelser (ca. 5 min), dernæst øvelser med dem enkeltvis (5-10 min afhængig af kattens humør), også afsluttes der med fællesmad. Fællesmad var først af samme tallerken, men det er blevet rykket til, at de nu har hver sin tallerken, fordi Bastian, nu han er sin stress kvit, har taget en del på. Så meget at jeg ikke synes, at han skal veje mere.


I næste nummer bringer vi en artikel af Adfærdskonsulent Ayoe Hoff “Klikkertræning af katte: Hvorfor virker det”