Af Lisette Siigaard Henriksen Kattemagasinet nr 1/2013
I efteråret 2011 syntes vi herhjemme, at det var på tide endnu engang at få små birmakillinger i hjemmet. Hannen var for længst udvalgt, en lilla hankat importeret fra Sverige med den mest fantastiske øjenfarve, som boede hos min gode
veninde. Jo, sammen med min blåtabby hunkat af egen avl, var vi sikre på, at der måtte komme noget lækkert afkom ud af denne kombination. Hun har før lavet nogle lækre killinger, så hvis vi bare ville få ”lidt mere knald” på øjenfarven, så kunne det da ikke gå helt galt…
I starten af december kom hun ned til hankatten, og så var det jo bare med at krydse fingre og se tiden an. Gennemførte parringer blev i hvert fald observeret. Mellem jul og nytår kunne vi se tydelige drægtighedstegn på Crystal (som hunkatten hedder), og så var alle glade.
Vores hunkatte har ofte været lidt forkvalmede i starten af drægtigheden, dog syntes vi hun led lidt mere denne gang, men efter nogle dage uden den store appetit, så vendte hun tilbage til sit gamle jeg og åd lystigt af alle de lækkerier, hun fik tilbudt. Man skal vel forkæles lidt mere, når man sådan går og venter sig… (Set tilbage efterfølgende, har hun
måske der haft en lille virus, og de små er måske gået til der?)
De kommende uger tog hun flot på og fulgte sin vægtkurve fra sine tidligere kuld til punkt og prikke. Meeen min
mavefornemmelse sagde mig alligevel, at noget var galt. Jeg kan ikke forklare, hvorfor hun havde taget fint på, opførte
sig som vanligt, men et eller andet nagede mig alligevel. Til sidst tog jeg ned til min dyrlæge og bad ham kigge hende grundigt igennem. Jeg kunne ikke sige, hvad der var galt, men jeg syntes ikke, jeg kunne mærke killinger i maven på samme måde, som ved tidligere drægtigheder.
Dyrlægen mærkede hende grundigt igennem og konstaterede, at han absolut intet kunne mærke i maven på hende, og at han ikke mente hun var drægtig. Dem der kender mig ved, at jeg godt kan være lidt stædig,
og jeg VIDSTE, at hun var drægtig, alt andet kunne jo ikke passe i mit hoved…
Han tilbød at tage et røntgenbillede af hende, og jeg syntes han var væk meget længe, før han kom tilbage og sagde:
”Det var fandens, du havde ret. Det har jeg ikke prøvet før…”.
Det viste sig, at der lå en enkelt killing rigtig godt gemt derinde. På røntgenbilledet kunne vi jo ikke se, om der var liv, så vi blev enige om en scanning.
Ih, det var ikke kun mig, der var nysgerrig… Flere fra personalet kom ind for at se resultatet, for nu skulle der krydses
fingre for liv derinde. Alt andet ville jo næsten ikke være til at bære (skal lige siges, at mine katte kender dem godt dernede på klinikken, og de har intet imod at være hos dyrlægen, så det stressede ikke Crystal et spor at være midtpunkt, tværtimod Hun lå og rullede rundt og viste stolt sin mave frem) Men stor var lettelsen alligevel, da der lød en fin lille hjertebanken inde fra Crystals mave.
De følgende uger gik som de skulle. Crystal nåede op på + 800 g. og vi kunne fint mærke liv, dog var det jo noget sværere at mærke, da en enkelt killing godt kan være svær at finde i sådan en mave. Jeg læste side op og side ned, omkring det at have ene-killinger, og syntes selv vi var godt rustet, til at den lille skulle komme til verden.
Vi nåede frem til februar og uge 7, som var terminsuge. Jan (min mand) havde taget fri fra arbejde. Det er nemlig ham
der er ”fødselsmester” herhjemme. Han er simpelthen et naturtalent til at tage imod de små og vores hunkatte følger
ham nat og dag og ved, at det er ham, der ”holder i pote”, når fødslen står på. Vi har fra vores første kuld ”forvænt” vores hunkatte til, at vi er hos dem under hele fødslen og den metode fungerer super godt herhjemme, både for katte
og os mennesker. Normalt føder Crystal på dag 64, men vi havde hørt fra andre opdrætskollegaer, at når der kun er en
enkelt killing, så kan hunkatten godt gå længere en vanligt. Da Crystal havde det godt, og vi kunne mærke liv, så var vi ikke bekymrede. Men der kom ingen killing…
Fødslen
Da jeg kom hjem fra arbejde fredag morgen, sagde Jan, at han havde mærket liv torsdag aften, men her til morgen var der fuldstændig ”stille” i maven. Jeg mærkede også efter og måtte give ham ret. Da Crystal stadig var i hopla, blev vi enige om at se eftermiddagen an (hvorfor sker sådan noget altid op til en weekend?). Fredag sidst på eftermiddagen var der stadig intet liv at mærke, og jeg ringede til dyrlægevagten for at få nogle professionelle at sparre med.
De mente, at killingen sagtens kunne have lagt sig parat i fødegangen, og at vi derfor intet kunne mærke. Desuden tog man ikke kejsersnit på en kat, der ikke var i fødsel, og så længe Crystal havde det godt, skulle vi bare se de næste dage an… Nu mener jeg stadig, at vi kender vores kat bedst og jo, vi VAR bekymrede og var faktisk allerede der enige om, at vores killing måtte være gået til. Jeg gik i gang med at læse på nettet om, hvad man gjorde hvis en kat kun fødte en enkelt killing og den var død, så jeg kunne være klar til at støtte hende. Vi var jo 99 % sikre, men alligevel sad der en enkelt % inde i hjertet, der bare håbede og håbede. Vi var i tæt kontakt med dyrlægevagten, men åbenbart var det kun os, der var bekymrede… Lørdag begyndte hun at søge fødekassen, dog uden at gå i fødsel og min svigerindes 30-års fødselsdag ringede vi og meldte afbud til. Familien ER efterhånden klar over, at under fødsler herhjemme, så er alt andet ligegyldigt. Vi måtte vente helt til søndag før Crystal insisterede på, at nu skulle der fødes, og det skulle være i vores seng. Jan og jeg blev hurtigt enige om, at skulle der fødes der, så træder regel nr. 1 ved kattefødsler i kraft: ”Hunkatten har ALTID ret…”. Jeg lå på sengen med Crystals hoved i hænderne og nussede hende på næsen, som hun elsker og Jan sad i benenden og kom med opmuntrede ord til hende (hun er nemlig en kat, der reagerer meget på
stemmer og tonefald). Efter en svær, men hurtig fødsel kom der en fin, velskabt killing ud, der desværre var helt tør og død. Jan prøvede selvfølgelig at suge og slynge, men da navlestrengen var bristet og der intet blod var
tilbage i killingen, var det nyttesløst. Nøj, hvor jeg tudede… Et er, at man godt er klar over, at den nok er død, men man
håber jo til det sidste. Vores 2 sønner var også ulykkelige, men vi fik snakket om, at sådan er naturens gang nogle gange (jeg har så siden efteranalyseret en million gange, hvad og om, vi kunne have gjort noget anderledes…). Jeg havde i dagene forinden læst, at man skulle lade hunkatten beholde sin døde killing, og efter noget tid ville hun afvise den, og så var hun mentalt klar til at give afkald på den. Som sagt, så gjort. Crystal fik sin killing og efter 1 ½ time gravede hun den ned i kattebakken og det var så det… Troede vi, men vi skulle blive klogere…
Der gik ikke lang tid før hun ville have sin killing tilbage, og hun græd og græd, da der ingen killing var til hende. Vi prøvede med kærtegn, mad, leg og alt andet, men hun gik rundt helt manisk og kaldte og kradsede på alle skabslåger og døre. Hen under aftenen blev vi enige om at søge efter en amme, og der blev postet efterlysninger på div. fora og mailinglister (tak for hjælpen til alle der spredte budskabet rundt), desværre uden held, da ingen manglede en amme og ingen havde ”for mange” killinger liggende. Om natten gik jeg i gang med at lede på internaters hjemmesider og ringe og maile til dyrlægevagter rundt omkring. 12 timer efter fødsel af killingen havde vi stadig en manisk og ulykkelig kat og ingen killing til hende. Vi vidste, at vi både kæmpede med en ulykkelig hunkat, samt mod uret, hvis det skulle lykkedes at opretholde mælk hos Crystal til en evt. ammekilling.
Der gik ikke lang tid før hun ville have sin killing tilbage, og hun græd og græd, da der ingen killing var til hende. Vi prøvede med kærtegn, mad, leg og alt andet, men hun gik rundt helt manisk og kaldte og kradsede på alle skabslåger og døre. Hen under aftenen blev vi enige om at søge efter en amme, og der blev postet efterlysninger på div. fora og mailinglister (tak for hjælpen til alle der spredte budskabet rundt), desværre uden held, da ingen manglede en amme og ingen havde ”for mange” killinger liggende. Om natten gik jeg i gang med at lede på internaters hjemmesider og ringe og maile til dyrlægevagter rundt omkring. 12 timer efter fødsel af killingen havde vi stadig en manisk og ulykkelig kat og ingen killing til hende. Vi vidste, at vi både kæmpede med en ulykkelig hunkat, samt mod uret, hvis det skulle lykkedes at opretholde mælk hos Crystal til en evt. ammekilling.
Søgningen efter ammekilling Mandag morgen startede jeg forfra med at ringe rundt, stadig uden held og kl. 13 måtte jeg indse, at slaget var tabt, og der ingen killinger var i det ganske land, som manglede en mor. Jeg gik i seng (havde været oppe siden fredag morgen og kun blundet i enkelte timer ad gangen, så jeg var også ved at være godt brugt.
Jeg var lige faldet i søvn, da en sød dame ringede og vækkede mig kl. 14.15. Hun ringede fra Kattens Værn på Frederiksberg. De havde lige været i Lyngby Storcenter og afhente en moderløs killing. Centervagten havde observeret en killing ligge under en container siden kl. 8 om morgenen og kalde på sin mor, men ingen kattemor var at se i nærheden.
Han havde efter disse timers observation kontaktet Kattens Værn, som er den eneste dyreværnsorganisation, der kører
ud og henter fundne killinger hos folk. Da Kattens Værn ikke har ressourcer til at tage sig af moderløse killinger, var inspektøren derfra på vej til Frederiksberg, for at få aflivet denne lille killing. Men heldigvis havde de ansatte på kontoret derinde både snakket med mig og set vores nødråb på et fora, så de ville da lige høre, om vi kunne være interesseret i denne lille killing, og om jeg virkelig troede at min hunkat evt. ville acceptere en fremmed killing? I cirka 5 sekunder fløj tankerne igennem hovedet på mig, hvad skal vi med en ”vildkat” og hvad med sygdomme og smitte osv. Så kiggede jeg ned på min ulykkelige hunkat og hørte mig selv sige: ”Ja tak, den kommer I bare med”. Skubbede frygten i baghovedet, den måtte vi tage senere… Måske ikke videre kløgtigt set i bakspejlet, men nogle
gange vinder ens hjerte over fornuften…
Jan var i mellemtiden kommet fra arbejde og jeg fik hurtigt fortalt ham, at der ankom en lille killing om en halv time, og jeg anede hverken alder, køn, farve eller noget… Så stor var spændingen, da de kom fra Kattens Værn, og vi lettede på låget til den lille kasse de havde med. Hold da helt op… det var en lille hankilling på ca. 4 dage, og lad os bare sige, vi syntes ikke, at han var særlig køn. Lignede faktisk en lille mus eller hamster, men han var den, der kunne gøre vores hunkat lykkelig, og hans liv kunne reddes, så et eller andet sted var han jo en fantastisk lille skabning alligevel… Jan var hurtig, tog en klud fra fødslen dagen før, tørrede lidt frisk blod op (Crystal pletblødte stadig lidt) tog resolut killingen, smurte blodet på ham og lagde ham ind i kluden. Så kaldte han på Crystal (som tidligere nævnt, reagerer hun meget på tonefald) og sagde: ”Så Crystal, se jeg har fundet din killing igen”. Med det samme hoppede hun op i fødekassen. Jan lagde killingen derned, og indenfor 2 minutter hang den i en pat og blev vasket i numsen af Crystal. Så måtte både jeg og inspektøren fra Kattens Værn altså lige fælde en tåre. Det er altså fantastisk, når det bare går godt med det samme. Inspektøren fortalte, at når killingen blev 12 uger, så kunne vi aflevere ham tilbage til internatet, hvor hun mente, de evt. havde en aftager til ham… Kan ikke huske hvem af os der sagde det, men hørte pludselig Jans eller min stemme sige: ”Jamen, hvad hvis nu bare beholder ham?” Og sådan blev det til, at vi efter 10 minutters bekendtskab
fik en kat mere i familien.
Det umage par
Ugerne gik og killingen trivedes og blev større og større. Crystal var af den overbevisning, at vi altså partout skulle hjælpe med pasningen af ham. Så vi var alle en slags reserveforældre for ham, hvilket gør, at vi kom til at knytte os ekstra meget til ham. Han skulle efterhånden også have et navn, men alle de navne vi havde i støbeskeen, syntes vi passede bedre til en birmakilling end en huskat. Det eneste vi var enige om var, at det skulle starte med ”G”, da vi var nået dertil i vores kuld-alfabet. Efter lange overvejelser blev vi enige om at han skulle hedde ”GiaGuyon’s Gold
Nugget” (stamnavnet skulle han også have, selvom han ingen stambog har. Han skulle jo ikke tro, at han var mindre
værd end vores andre katte…). Så nu var vi ejere af ”Nugget” – en hvid huskat med sort kalot. Det burde jo være så ligetil, men han skulle vise sig at give os mange flere hovedbrud end vores vanlige birmakillinger…
Når man, som jeg, nyder at udstille ligeså meget som at opdrætte, så skal ”Nugget” da med på udstilling. Hvad jeg ikke lige var klar over var, at hvid ikke er en farve og at hans sorte kalot, blot kunne være en spøgelsesplet. Så måske gik den væk med tiden, og så stod jeg jo med en hvid kat, og hvide katte kan være døve, og de skal have en høreattest for at kunne udstilles. Ok, så måtte vi se tiden an, da hørelsen først er udviklet ved 6-ugers alderen. Ih, hvor fik jeg læst meget om døve katte, høreattester og spøgelsespletter i disse uger. Heldigvis var der ingen tvivl med tiden om, at han sagtens kan høre (selektiv hørelse tæller ikke med). Jeg kontaktede nu forretningsudvalget i Felis Danica for at høre, hvad de ville betegne ham som: en hvid kat, eller en dårlig van? De syntes jeg skulle få lavet en høreattest, for så slap jeg for at stå med en kat på en udstilling, hvor der pludselig var tvivl om farven, og så havde jeg ingen høreattest. Da jeg heller ikke kunne blive ved med at skubbe min bekymring om evt. sygdomme hos ham væk, bestilte jeg tid til både blodprøvetest for div. sygdomme, samt en høreprøve. Som dagen kom nærmere fik jeg altså en lille knude i maven, TÆNK hvis mine ubetænksomhed ved hans ankomst nu skulle ramme vores katteri med fulde drøn. Heldigvis følger heldet de tossede, og Nugget var både sund, rask… og hørende. Vi har derfor nu et ”umage par” gående i vores hjem. En birmamor, som efter 4 mdr. stadig er ligeså glad for sin killing og en katteflok, der alle har accepteret deres ”lillebror”, selvom han ser noget anderledes ud end dem. Vi har som opdrættere, lært ligeså meget de sidste 4 mdr. som de 18 foregående år. Vi har fået lært om høreattester, hvide katte og deres genetik, at en hvid kat skal have solcreme på for ikke at blive skoldet, at tørfoder åbenbart ikke er noget man byder en huskat, at mad skal serveres hver 4. time, at middagsrester fra vores bord SELVFØLGELIG er tiltænkt ham (hvad enten det er boller i karry eller forårsruller), at huskatte har et noget højere aktivitetsniveau end birmaer, at det er godt vi har tag på løbegården, for det er sjovt at klatre i tråden, at når han har udset sig en liggeplads på en stol, så skal vi rejse os osv. osv. Vi derimod, glæder os hver dag over vores lille ”guldklump”, som er kælen, kærlig, elsker at ”kysse”, og som ikke vil bæres, men gerne ligge i arm med benene lige i vejret som en lille baby. Han er elsket af os alle herhjemme og charmer sig ind på dem, der møder ham. Så kan det godt være, at han har lidt store ører og ser lidt sjov ud, men en større personlighed skal man lede længe efter. Vi elsker ham ubetinget og er glad for, at hans rigtige mor trods alt valgte, at efterlade ham lige netop den dag, vi stod og manglede en killing. Tak til Kattens Værn og alle de søde opdrætskollegaer der har hjulpet os undervejs. Vi ville gøre det igen, til hver en tid…