Af Sarah Hartwell
Oversat af Frank Grevil
Første bragt i KatteMagasinet i 2006
Denne “meget korte historie” giver baggrund for nogle af de “retrospektive” indlæg, der dækker britisk kattepleje fra 1930’erne til 1970’erne. Den er ikke ment som en endegyldig historie om katteudstillinger eller katteklubber. Katteklubber vil kunne levere langt mere detaljeret information om deres egen historie helt ned til “hvilken kat, vandt hvilken pris i hvilket år, og hvem var dens forældre?”. For endegyldig information eller for information om katteklubber uden for Storbritannien henvises læseren til at besøge de officielle hjemmesider for de foreninger, hvis historie er af interesse.
I “Animals, Their Nature and Their Uses” (1850’erne) skrev Charles Baker: “Katten må betragtes som en troløs ven, som er hentet ind for at bekæmpe en endnu mere lumsk fjende. Huskatten er det eneste dyr af den stamme, det tilhører, hvis ydelser er i stand til mere end at godtgøre besværet ved at opdrage det.” For Baker var katte nyttige til at holde skadedyr nede, mere end de var værdifulde for deres udseende.
Ikke alle katteelskere ville have været enige i dette synspunkt. Nogle forsøgte allerede at fortsætte bestemte træk, men der syntes ikke at være nogen koordinerede bestræbelser, og sædvanen med at lade katte strejfe frit undergravede deres forsøg. I “Arternes oprindelse” (1859) var Charles Darwin, skønt han anerkendte forsøgene og besværlighederne, afvisende over for selektiv avl af katte: “Derimod kan Katte paa Grund af deres natlige Stævnemøder vanskeligt mages, og skønt de skattes saa højt af Kvinder og Børn, ser vi dog næsten aldrig en bestemt adskilt Race holdt og holdt ren …” (LP. Jacobsens oversættelse fra 1872).
Ikke desto mindre opdrættede ejerne katte for deres udseende og typelighed. Det var naturligt, at de ønskede at sammenligne deres bestræbelser med andre opdrætteres. Den tidligste registrerede katteudstilling fandt sted i England på St. Giles Fair, Winchester i 1598, men vi har ingen detaljer om de udstillede dyr, eller hvordan de blev bedømt. Der blev afholdt en katteudstilling i et hus i London i 1861. I 1860’erne fandt de første katteudstillinger i Nordamerika sted i New England på markeder, hvor der var tale om bøndernes katte: den lokale race Maine Coon. Officielle katteudstillinger med regler og racestandarder begyndte i 1870’ernes Storbritannien som en del af en generel offentlig interesse for at se udstillinger af genstande og dyr.
De allerførste britiske katteudstillinger
Knap tyve år efter, at Darwin havde været så afvisende over for selektivt katteopdræt, fandt verdens første officielle katteudstilling sted i Londons Crystal Palace torsdag den 13. juli 1871 (nogle kilder har den 12. eller endda den 16. juli, pressereferater støtter datoen 13. juli). Det var skribent, kunstner og notorisk katteelsker Harrison Weirs påfund, og han skrev racestandarder, som de udstillede dyr ville blive bedømt efter, og han var den ene af tre dommere. Crystal Palace var et af Londons førende samlingssteder dengang, så det var virkelig en højt profileret begivenhed!
Weir grupperede kattene i forskellige klasser efter pelslængde, farve, form og bygning. Han formulerede bedømmelsesvejledninger og kaldte dem “Standards of Excellence” eller “Standards of Points”. For første gang blev fastlagt antallet af karakterer, som blev tildelt for pelsfarve eller kropsform. Weirs arbejde blev senere indarbejdet i en standardmanual for arrangører af katteudstillinger, “Our Cats”, og han anerkendes som grundlæggeren af Cat Fancy.
Han skrev senere, at han havde “undfanget den ide, at det ville være godt at afholde “katteudstillinger”, så der kunne blive ydet de forskellige racer, farver, aftegninger og så videre mere opmærksomhed, og huskatten, ville så, når den sad foran pejsen, besidde en af sin ejer hidtil upåagtet og ukendt skønhed og tiltrækning, fordi den ikke var blevet dyrket tidligere”. Det var gået ham på, hvor længe huskatte var blevet overset, dårligt behandlet og og ligefrem mishandlet, og hans primære mål med at arrangere den første udstilling var at agitere for deres velfærd snarere end at skabe en arena for konkurrerende katteejere.
“Den første katteudstilling lagde op til at lægge mærke til og føle venligt for huskatten. Siden da har der været katteudstillinger på kryds og tværs af landet, og der har været stor deltagelse fra alle samfundets klasser. Nu, hvor jeg kan tænke på så mange anledninger til at vise, at udstillinger skaber kærlighed til katte, har jeg aldrig fortrudt, at jeg planlagde den første katteudstilling i Crystal Palace.”
Datidens victorianske befolkning havde stor appetit på udstillinger. Crystal Palace havde huset industriudstillinger, som fremviste opfindelser fra hele det britiske imperium. Der blev fremavlet og udstillet flere racekatte, og katteelskerne var ikke til at slå ud. Mange af de udstillede dyr var langhår, men disse havde kortere hår og længere næser end nutidige persere. Weir selv foretrak korthårskatte, og der kom til at gå nogle år, før angora- og perserkatte kom til at dominere udstillingerne. Udstillingen tiltrak tusinder af katteelskere, hvoraf mange gik videre og arrangerede lokale katteudstillinger efter lignende model.
Udstillingslederen var en hr. Wilson, og dommerne var Harrison Weir, hans bror John Weir og pastor J. McDonald. Katteudstillingen blev annonceret i Times for den 10. juli 1871: “Katteudstillingen forventes afholdt næste torsdag,” men ingen var sikre på, hvad de kunne forvente. Weir, udstillingens arrangør, havde visse bekymringer på vej til udstillingen — han havde ingen ide om, hvor mange udstillede dyr han ville finde der, eller hvordan de ville opføre sig. Man frygtede, at de ville være vrede eller skræmte. De officielle annoncer for udstillingen opregnede 25 klasser, som omfattede næsten alle kendte arter af asiater (det vil sige angora og perser) og andre fremmede katte (russere, siamesere), samt britiske varianter (korthår, manx). Udstillingen tiltrak 170 udstillede dyr og uddelte 54 præmier, hvor det store antal præmier var en tilskyndelse til fremtidige udstillinger. Præmierne blev tildelt 32 herrer, 15 gifte fruer og kun 4 gammeljomfruer — og gjorde åbenlyst op med den myte, at katte var kæledyr for gammeljomfruer. Daily Telegraph opfordrede sine læsere til at “skynde sig afsted, så snart de havde læst disse linjer”, og der kom så mange, at det indimellem var umuligt at se kattene. Kattene selv blev udstillet i bure udlånt af dueforeningen, og de fleste var stille og opførte sig pænt.
Der var raritetsklasser, som ikke ville blive tilladt i dag, og som omfattede en pris for fedeste kat (vundet af en kæmpe kat på 20 pund tilhørende en hr. Nash) og også for den største kat. Nogle af de mere usædvanlige udstillede dyr omfattede en algiersk kat opført som en fransk-afrikansk kat. Hertugen af Sutherland udstillede en britisk (det vil sige skotsk) vildkat, som havde mistet sin højre forpote og opførte sig som en sindssyg, uden tvivl af skræk. De to siameserkatte fremkaldte forskellige synspunkter. En skribent beskrev dem som “en unaturlig slags kat”, men en anden mente, at de var “enestående og elegante i deres glatte pels”. Daily Telegraph, som tidligere havde opfordret sine læsere til at besøge udstillingen, beskrev siameserkattene som mærkværdige, utiltrækkende, og deres farver fuldendte “de små bæsters lighed med et par moppe hvalpe”.
Ifølge den følgende dags Morning Post: “Dagens største sensation med hensyn til udstillinger er katteudstillingen i Crystal Palace. Vi har haft kvægudstillinger, hesteudstillinger, hundeudstillinger og udstillinger af forskellige mere eller mindre tæmmede dyr. Men dette er den første katteudstilling af omfattende og grundigt arrangereret karakter, som verden hidtil har set.” Efter begivenheden rapporterede adskillige aviser fra Weirs katteudstilling. Forud for udstillingen havde der været bekymring for, hvordan kattene ville opføre sig, og Harpers Weekly for den 19. august 1871 beskrev problemerne med at holde en kat buret inde på dagen for udstillingen. Det så også ud til, at en dag ikke var nok for nogle mennesker, idet Illustrated London News for den 22. juli 1871 rapporterede, at “udstillingen var kun åben en dag”. Så succesfuld var udstillingen, at der senere i 1871 blev afholdt endnu en udstilling i Crystal Palace, denne gang en tredags udstilling, som kørte fra lørdag den 2. til mandag den 4. december ifølge en reportage i Times for den 4. december.
Teksten på illustrationen af de prisvindende dyr i 1871 lyder: Øverst fra venstre mod højre: sjælden perser, violet, krydsede vildkatte, sølvtabby. I midten fra venstre til højre: bedste kuld killinger, musefarvet engelsk. Nederst fra venstre til højre: sortie han, perser, abyssiner.
Katteopdræt og -udstilling havde mest interesseret kvinder fra middel- og overklassen, og adskillige aristokrater deltog, så hvordan begyndte ‘arbejderklasserne”? En udgave (som svarer til Weirs oprindelige sigte) lyder, at de højere klasser (som altid var ivrige efter at uddanne masserne), ønskede at udbrede en bedre kattepleje blandt de lavere klasser. Således fik de tidligste udstillinger klasser for “katte tilhørende arbejdere”. En anden version af historien siger, at da den første udstilling blev afholdt i Crystal Palace, kunne der ikke findes nok katte som udstillede dyr. Kældrene i Crystal Palace var fulde af vilde katte, så nogle arbejdere fik besked på at indfange dem. De pæne præmier, der var udsat, tilskyndede arbejderne til også at tilmelde deres egne kælekatte til udstilling og førte til arbejderklasserne.
I 1873 blev der afholdt en katteudstilling i Alexandra Palace i det nordlige London, og en anden blev afholdt i Birmingham. Udstillingen i 1875 i Edinburgh tiltrak 570 udstillede dyr, hvor udstillingen i Crystal Palace samme år havde 325 udstillingsbure og omfattede en særlig klasse for “vildkatte eller krydsninger mellem vild- og huskatte”. Vildkatteklassen blev vundet af en ocelot. Bengalere, chausier og savannaher kan godt se ud til at være nutidige modeluner, men der er lige fra første færd blevet udstillet krydsninger, og illustrationen fra 1871 viser krydsninger med vildkatte (øverste række midtfor).
De udsatte præmier må bestemt have tilskyndet arbejderklassen til at deltage. Førstepræmien har måske været så meget som 30 shilling (1,50 pund). Entreen og præmierne i arbejderklasserne var lavere end i de andre klasser. Det gjorde også udstillingskatte, især de vindende katte, meget værdifulde, og forhåbentlig blev de plejet bedre. På den tid kunne en langhårskat i udstillingskvalitet koste, hvad der svarer til en tjenestepiges årsløn, og nogle champion-katte var endda dobbelt så meget eller mere værd. Udstillerne blev snart mindre interesserede i kattevelfærd end i at fremme deres egne racer og, nok vigtigt, i at vinde præmier. De var, for at benytte en term fra hestenes verden, lykkejægere.
Cat Fancys tidlige begyndelse i Storbritannien blev også beskrevet i cirka 1872 af en skibslæge, som tillige var dyrlæge. Doktor Gordon Stables opregnede klasserne i det, han kalder “misseudstillinger”, som fandt sted i Crystal Palace og Birmingham. I hans liste over klasserne i udstillingerne i Crystal Palace og Birmingham behandlede dr. Stables de point, der skulle ses efter hos de udstillede dyr.
Om korthår skrev han “Klasse 1. Og først på listen kommer Tortoiseshell Tom” Stables syntes, at Tortoiseshell Tom var en grim kat, og udtrykte forbavselse over, at han kun havde set en tortie hankat, og at den døde i en alder af tre måneder. I mange af de listede klasser skulle de udstillede
dyr bedømmes efter “størrelse”, og Stables bemærkede, at Black and White “… er en stor, smuk, gentlemanagtig fyr”.
Stables gav usædvanlige råd til udstillerne med hensyn til at klargøre en udstillingskats pels til udstillingen: Små stænk frisk fløde her og der over kattens pels, så dens håbefulde modstander vil vaske dens pels så grundigt og så omfattende, at der opstår en smuk, skinnende hårpragt. Stables, som skrev i 1870`erne og før genetikkens tidsalder, har formentlig ikke forstået, hvor sjældne sortie hankatte er. Stables’ bog antydede, at der ikke fandtes nogen klasse for den blå kat, men han nævner dog “blå eller sølv tabby”, mens der under “usædvanlig farve” findes en “malteser”, som blev beskrevet som helt ensfarvet, “en underlig slags skiferfarve eller blå: selv knurhårene var af samme farve.”
I 1887 var katteudstillinger regelmæssige begivenheder, og National Cat Club blev stiftet i London. National Cat Club havde som sigte at fremme opdræt af racekatte (og korrekt pleje af racekatte) og arrangere udstillinger. National Cat Clubs første udstilling blev afholdt i Crystal Palace, London i juli 1887. Udstillingsleder var hr. F. Wilson, og der blev tilmeldt 323 katte. Dommere var hr. og fru Harrison Weir og dr. Gorden. Entreen kostede 31/2 shilling (0,18 pund) plus yderligere 2 shilling for klasserne Miscellaneous Club. National Cat Clubs første formand var Harrison Weir, men han trak sig tilbage, fordi han fornemmede, at medlemmerne var mere interesserede i at vinde præmier end i at fremme kattevelfærd (årsagen til, at han arrangerede 1871-udstillingen). Han blev efterfulgt af kunstneren Louis Wain.
Indtil 1910 var National Cat Club også bestyrelse for Cat Fancy. I 1910 blev Governing Council of Cat Fancy (GCCF) dannet. National Cat Clubs udstilling blev afholdt i Crystal Palace indtil december 1936, hvor samlingsstedet blev ødelagt ved en brand aftenen før den nationale udstilling.
Til held for NCC havde klubben ikke bragt deres trofæer derhen dagen før udstillingen, som det var praksis! I de følgende år blev udstillingen afholdt i et antal forskellige samlingssteder: Paddington Bakers Hall, Kentish Town Baths, Paddington Baths, Seymour Hall, Royal Horticultural Hall, Olympia og Earls Court. Det nutidige samlingssted er Olympia, skønt det ofte er ubehageligt tætpakket for gæsterne (især sammenlignet med Supreme-udstillingen, som afholdes i Birmingham National Exhibition Centres mere rummelige omgivelser).
De følgende ord blev skrevet af Harrison Weir i 1903 som forord til Simpsons “Book of the Cat”. Der var gået tredive år siden hans katteudstilling i Crystal Palace, og hans ord gjorde det klart, at han var skuffet over den kurs, Cat Fancy havde taget:
“For tredive år siden stod det klart for mig, at katte ikke blev værdsat til deres sande værdi, og så foreslog jeg en katteudstilling! Lad nogen prøve at starte noget nyt, selvom det siges, at nyt er tiltrækkende! Utallige var de spydigheder, vittigheder og bespottelser, som jeg dengang blev mødt med. Men intet avler succes som succes. Hvis det herefter må være mig tilladt uden at fornærme nogen at sige nogle få ord om nutidens udstillinger, så er det, at de ikke har indfriet mine forventninger. Hvorfor? Fordi det er bestemte racer, der dyrkes og efterstræbes. Hvorfor denne henførte tale om langhårede katte, hvad enten de er blå eller sølvfarvede? Det er ikke katteopdræt. jeg vil, ønsker og, hvis jeg lever så længe, håber at se langt mere til den’uskadelige brugskat på vores udstillinger, for en kvalitets korthårskat er et af de mest perfekte dyr, der nogensinde er skabt. […] Der er langt mere, jeg kunne og måske forventes at tilføje, men mit livsværk er næsten fuldført. Dén, der kæmper med ære for det gode, går ned til sidst.”
Mens Weir foretrak korthårskatte, gik Frances Simpson og andre ind for persere. Ugemagasinet “Fur & Feather” udkom første gang i 1890, og i bladets spalter blev der tilbudt perserkatte til salg. Det indeholdt også læserbreve, og én katteudstiller skrev til Fur & Feather og beklagede sig over, at “sidste gang jeg udstillede min russer var i en klasse, som jeg gik ud fra kun var for russere. Hun blev imidlertid slået af en rundhovedet blå brite.”
1898 stiftede en aristokratisk opdrætter, Lady Marcus Beresford, en rivaliserende organisation ved navn The Cat Club. Dens medlemmer omfattede nogle af de vigtigste mennesker i landet. The Cat Club gik dog neden om i 1903. Den blev afløst af en anden gruppe, The Cat Fantiers Association.
Viktoriatidens katteudstillinger var uden tvivl populære. De fleste dommere var allround, som ikke alene bedømte alle katteracer men også fugle, hunde, blomster og så videre. I begyndelsen af det 20. århundrede deltog der på en katteudstilling i London fem forskellige katteracer. Der var to langhårede varianter, angora og perser, og tre korthår-skatte, siameser, manx og “korthår” (korthårede huskatte), men korthår fandtes i ni farvevarianter.
Opdrætter, dommer og perser-entusiast Frances Simpson skrev: “De almindeligste af alle katte er korthårede tab-byer og hvide eller sort-hvide. Aftegningerne er nogle gange helt grotesk fordelt. Det vil næsten være synd på nuværende tidspunkt at arbejde for at give disse katte deres egne klasser på vores udstillinger.” Langhårskattene var ikke de stumpnæsede persere, vi er vant til i dag. Frk. Simpson fastslog også: “Bortset fra længden og pelsens struktur er dyrenes point i praksis de samme, uanset om de er lang- eller korthårede. De skal være solide af bygning og have korte ben, hovedet skal være rundt og bredt, øjnene skal være store og massive, næsen skal være kort, ørerne skal være små og have stor afstand.”
Da Governing Council of Cat Fancy blev stiftet i 1910, var 16 katteklubber repræsenterede. De fleste var regionale klubber eller for bestemte varianter med undtagelse af den kortlivede “Wilson’s Ltd Cat Club”, som synes at have været et kommercielt foretagende. De første katteregistre var allerede blevet etableret af The Cat Club og National Cat Club. Rivaliseringen betød, at katte registreret i en klub ikke kunne registreres i den anden. Da GCCF blev det eneste register, overtog det disse tidlige registre og etablerede et forenet register. I 1910 havde registeret fire afdelinger: langhår, korthår, abyssiniere og siamesere. En racekat blev defineret som en kat med registrerede forældre, bedsteforældre og oldeforældre (det vil sige tre generationer), og denne definition er den, der stadig anerkendes af de ansvarlige for nutidens standarder. For at få en plads i det fuldstændige register skal kattene ikke alene have tre generationer af registererede forfædre, men disse forfædre skal være katte inden samme afdeling af registeret. Bortset fra den information, der har overlevet i stambøgerne, som går tilbage til 1910, er disse tidlige registreringer gået tabt. Nogle entusiaster har stykket delvise registre sammen baseret på den stykkevise information i bøger såsom Frances Simpsons tre bøger udgivet mellem 1901 og 1924 og fra stambøger, som opregner de katte, som “opnåede plads” (vandt deres klasse) ved champion-katteudstillinger, tillige med disse kattes forældre.
Helt op i 1930`erne blev katteopdræt anset for en billig hobby, som kunne gøres til en profitabel levevej. Men efter Anden Verdenskrig betød knapheden lavere kontante præmier på udstillinger og faldende killingpriser, selvom racekillinger stadig kunne koste, hvad der svarede til adskillige ugelønninger for en arbejder.
2. del af “En meget “kort” historie om katteudstillinger.
De første amerikanske katteudstillinger
Selvom katteudstillinger fandtes på markeder i 1860’ernes New England, daterer de fleste mennesker begyndelsen på den amerikanske Cat Fancy fra en udstilling arrangeret i 1895. Tilskyndet af en katteudstilling i Crystal Palace arrangerede englænderen James Hyde udstillingen i Madison Square Garden, New York. Det vakte tilstrækkelig interesse for katte til at føre til dannelsen af mange katteklubber. 1899-udstillingen i Chicago førte til stiftelsen af Chicago Cat Club og siden den mere virkedygtige Beresford Cat Club, som var opkaldt efter Lady Marcus Beresford, stifter af den kortlivede Cat Club i Storbritannien.
Omkring 1890, året hvor “Fur & Feather” dukkede op i England, søsatte hr. C.H. Dones det amerikanske månedsskrift “Cat Journal”, formentlig det første magasin, der kun beskæftigede sig med katte. Amerikaneren Helen M. Winslow var forfatter til “Concerning Cats” (1900), en bog om katte og katteelskere i Amerika. Dengang sakkede det amerikanske katteopdræt bagefter det britiske miljø, og derfor beskrev hun engelske udstillinger til benefice for amerikanske katteelskere! Man kan senere finde flere detaljer om det britiske katteopdræt i uddrag fra Frances Simpsons bog (udgivet 1903). Det er kapitlet med titlen “Om katte og katteudstillinger” fra hendes bog. “Renavlet” betød katte af anerkendte racer og kendt ophav, hvilket vi i dag ville kalde fuldblods og racekatte.
Winslow skrev: Årlige katteudstillinger i England, som er blevet afholdt uden afbrydelse i over et kvart århundrede, har ført til etableringen i 1887 af en National Cat Club, som har vokset støt i medlemstal og interesser, og som ved etableringen af den nationale stambog og register har øget standarden for katte i moderlandet betydeligt. Den har mange kendte mennesker som medlemmer, livstidsmedlemmer eller associerede, og fra tid til anden er mennesker, som nyder anseelse i katteverdenen, blevet optaget som æresmedlemmer.
Tillidsposterne i National Cat Club of England er sider klubbens rekonstruktion i marts 1898 som følger:
Præsidenter: Hendes Højhed Hertuginden af Bedford, Lord Marcus Beresford.
Vicepræsidenter: Lily, Hertuginde af Marlborough, nu Lady Wm. Beresford, Grevinde af Warwick, Lady Granville Gordon, fru McL. Morrison, fru Ronner, hr. Isaac Woodiwiss, Grevinden af Sefton, Lady Hothfield, fru Brett, hr. Sam Woodiwiss, hr. H.W. Bullock. Bestyrelsesformand: hr. Louis Wain. Bestyrelse: Lady Marcus Beresford, fru Balding, hr. Sidney Woodiwiss, hr. Hawkins, fru Blair Maconochie, fru Valiance, hr. Brackett, hr. F. Gresham. Sekretær og kasserer: fru Stennard Robinson.
Denne klub har et segl og et motto: “Beauty lives by kindness” (“Skønhed trives ved venlighed”). Den udgiver en stambog, hvori der registreres racekatte og mesterskabstitler, som er berettigede til det. Kun titler opnået på udstillinger afholdt under NCC’s regler registreres vederlagsfrit. Vederlaget for almindelig registrering er en shilling (0,05 pund) per kat, og stambogen udgives årligt.
Der er nu over totusind katte optaget i denne nationale katteklubs stambog, hvor optagelsesblanketten ser således ud (L.F. betyder langhåret hun, C.P. betyder Crystal Palace): Nr. 1593, Mimdatzi, L.F. sølv Tabby. Frk. Anna F. Gardner, Hamswell House, nær Bath, vist som Mimi. Opdrættet af frk. How, Bridgeyate, nær Bristol. Født april 1893. Lever. Far, Blue Boy Great af lslington, 1090 (fru H.B. Thompson). Dam, Boots of Bridgeyate, 1225 (frk. How). Præmier vandt 1. Bilton, 2. C.P. 1893, killingklasse. Nr. 1225, Boots of Bridgeyate. L.F. sølvtabby. Frk. E. How, Bridgeyate House, Warmly, Bristol. Tidligere ejer fru Foote, 43 Palace Gardens, Kensington. Født marts 1892. Lever.
Nogle af de registrerede katte har optegnelser om præmier, som fylder næsten en halv side i bogen. Man kan hurtigt se fordelen for katteejere ved en sådan bog. Når en kat først er optaget, ændrer dens nummer sig aldrig, uanset hvor mange ejere den måtte have, og dens navn kan ikke ændres efter den 31. december i det år, hvori den er registreret.
De vigtigste regler for English National Cat Club er i sammendrag som følger:
Navnet er “National Cat Club”.
Formål: At virke for ærlighed i katteopdræt for derigennem at sikre renhed inden for hver særskilt race eller variant, at fastsætte den nødvendige klassifikation og at sikre, at denne klassifikation benyttes af opdrættere, udstillere, dommere og komiteer for alle katteudstillinger, at fremme udstilling og opdræt ved at uddele mesterskaber og andre præmier og på samme vis gøre alt, hvad der står i dens magt for at beskytte og fremme interesserne for katte og deres ejere. National Cat Club skal fastsætte et særskilt sæt regler for katteudstillinger, som kaldes “National Cat Club Rules”, og komiteerne for de katteudstillinger, som reglerne fastsættes for, skal kontaktes med henblik på at afgive en garanti til National Cat Club, som forpligter dem til at yde godt burhold og ordentlig hygiejne, samt den punktlige betaling af præmiebeløb og korrekt tilkendelse af præmier.
Stambog: National Cat Club skal føre en stambog. Klubben skal bestå af (1) protektorer, (2) livstidsmedlemmer, (3) præsident, (4) vicepræsidenter, (5) udstillende medlemmer og (6) ikke-udstillende medlemmer, et ubegrænset antal, hvis navne og adresser skal vedligeholdes hos sekretæren. Den enkelte kandidat til optagelse skal foreslås af et medlem og anbefales af et andet, og optagelsen skal vedtages endegyldigt i bestyrelsen.
Kontingentet for hvert medlem skal være en guinea (1,05 pund). Medlemmer på livstid kan vælges ved kontant betaling af otte guineas (8,40 pund). Ingen medlemmer, hvis kontingent er ubetalt, skal have ret til at konkurrere om nogen præmie, stemme ved noget møde eller nyde nogle medlemsfordele, indtil pågældende har betalt sit kontingent. Ethvert medlem skal bestræbe sig på at fremme hæderlig praksis inden for katteanliggender ved at gøre klubbens bestyrelse opmærksom på enhver tilsyneladende uhæderlighed på katteudstillinger og så videre Ethvert medlem skal melde om manglende omhu fra klubbens tilsynsførende og så videre og gøre sit yderste for at fremme klubbens succes ved at holde “nøjagtighed i stamtopdrætter og erklæringer og god tro i alle sine handlinger”. Bestyrelsen skal bestræbe sig på at etablere et kennelreferencebibliotek for National Cat Club, og alle medlemmer indbydes til at bidrage med gaver i form af bøger med relation til katte og så videre.
Reglerne for katteudstillinger, som gælder for alle udstillinger knyttet til NCC, siger, at ingen katte skal udstilles, undtagen i “lokale klasser” eller klasser for kuld, bortset fra dem, der tidligere er blevet registreret hos katteklubbens kontor. Neutraliserede (steriliserede) eller kastrerede katte har lov til at konkurrere om præmier men har ikke ret til optagelse i stambogen. Der udpeges en behørigt kvalificeret dyrlæge ved hver udstilling, som skal fungere som tilsynsførende, og som undersøger den enkelte kat, før den anbringes i bur, og afviser ethvert udstillet dyr, som udviser tegn på sygdom.
NCC vedligeholder en “sort liste”. Folk, som hører hjemme her, har som medlemmer eller på anden vis gjort sig skyldige i svigagtig eller vanærende adfærd med hensyn til katte og katteudstillinger, og tolereres ikke i nogen henseende af NCC. Alle vundne præmier registreres i stambogen. De andre regler afviger ikke væsentligt fra reglerne for katteudstillinger her i landet.
National Cat Clubs kontor ligger i 5 Great James Street, Bedford Row, London W.C., og årlige og championship-udstillinger er hidtil blevet afholdt i Crystal Palace. Der findes også en Ladies’ Kennel Association, som afholder udstillinger af stor interesse, og mange af dens medlemmer har forbindelse til NCC. Definitionen af klasser er, både i England og Amerika, som følger:
- Åbne klasser. – Åbne for katte, prisvindere eller begyndere.
- Begynderklasser. – Åbne for katte af alle aldre, som aldrig har vundet en præmie.
- Kastratklasser. – For kastrerede katte.
- Killingklasser. – Individuelle deltagere på over tre og under otte måneder.
- Killingpar. – Killinger i alle aldre.
- Par. – For to katte af alle aldre.
- Hold. – For tre eller flere katte af alle aldre.
I Paris er der, selvom katte ikke er almindeligt påskønnede som i England, en stigende interesse for dem, og katteudstillinger er nu en regelmæssig begivenhed på Jardin d’Acclimation. Det giver et fingerpeg om kattens sociale stilling i Frankrig. Siden den franske revolution har dyret i dette land vundet “toutes les libertes” (“alle frihedsrettigheder”) med undtagelse af at bære en hel hale, for i mange distrikter er det på mode at klippe halevedhænget kort. I Paris er katte meget påskønnede overalt, hvor de kan være uden at give for mange uoverensstemmelser med udlejeren. Systemet med at bo i lejligheder er ikke gunstigt for kattekulturen, for uden adgang hverken til tagstenene øverst eller rendestenen nederst er dyret tilbøjeligt til at savne frisk luft og selskab med sine artsfæller. Der findes formentlig ingen anden by, hvor disse skabninger ligger i butiksvinduer og på diske med en så overlegen ejermine. I restauranter holder man en meget stor og fed kat som reklame for den gode affodring, der fås på stedet. Der findes altid en kat i en kulhandel, og dyret er som regel et, der oprindeligt har været hvidt, men som forlænget er nået til den konklusion, at alle bestræbelser på at holde sig ren var håbløse. Dens eneste trøst er, at den aldrig bliver sortere end sin ejer.
Det er velkendt, at persere og angoraer er meget velanskrevne i Paris og i et vist omfang opdrættes med henblik på salg. I provinsen er franske katte normalt simple dyr med plebejiske hoveder og haler, hvor sidstnævntes snore-lignende udseende ikke bliver forbedret ved kupering. Selvom de ikke er bredt værdsat som fødevare i Frankrig, er der stadig mange mennesker spredt ud over landet, som hævder, at en civet de chat (katteragout) er lige så god eller bedre end en civet de lievre (hareragout). Hr. Franois Lop-pees interesse for katte som kæledyr er så kendt, at det var yderst passende at anbringe hans navn først på juryen ved katteudstillingen 1896 i Paris. Andre kendte mænd som Emile Zola, Andre Theuriet og Catulle Mendes stod også på listen. Der afholdes nu en årlig “Exposition Feline Internationale”.
Her i landet blev den første katteudstilling af bred interesse afholdt i Madison Square Garden, New York, i maj 1895. Nogle år tidligere havde der været en katteudstilling afholdt af privatpersoner i Boston, og der havde været afholdt adskillige mindre udstillinger i Newburgh, N.Y. og andre steder. Men udstillingerne i New York var de første, der opnåede bred opmærksomhed. Ethundredeseksoghalvfjerds katte blev udstillet af ethundredefemogtyve ejere sammen med adskillige vildkatte og desmerkatte. Af en eller anden grund havde udstillingen i Madison Square Garden i marts 1896 kun ethundredetoogtredive katte og toogfirs ejere i kataloget. Siden da har der ikke været nogen store katteudstillinger i New York. Der har været adskillige katteudstillinger i Boston siden 1896, men de har hidtil været knyttet til fjerkræ- og dueudstillinger. Der har imidlertid været tilkendegivet en stor interesse for dem, og antallet af udstillede dyr er hvert år nået op over hundrede. Der er blevet udstillet nogle fremragende katte, men som regel er de udstillede dyr temmelig små, og mange killinger sættes til salg der af opdrættere.
Der er gjort adskillige forsøg på at starte succesfulde katteklubber her i landet. Ved afslutningen af udstillingen i New York i 1896 blev der organiseret en American Cat Club med det formål at “undersøge, bekræfte og vedligeholde et register over stamtopdrætter for katte, og at etablere, vedligeholde, kontrollere og udgive en stambog eller registerbog over sådanne husdyr i USA og Canada samt fremme og afholde udstillinger af sådanne dyr og i almindelighed med det formål at forbedre opdrættet af dem og udbrede sit kendskab til forskellige racer og varianter af katte til offentligheden”. Tillidspersoner var: Formand: Rush S. Huidekoper, 154 E. 57th St., New York City. Næstformænd: W.D. Mann, 208 Fifth Ave., New York City, fru E.N. Barker, Newburgh, N.Y. Kasserer: James T. Hyde, 16 E. 23d St., New York City. Bestyrelse: T. Farrar Rackham, E. Orange, N.I., frk. Edith New-bold, Southampton, L.I., fru Harriet C. Clarke, 154 W 82d St., New York City, Charles R. Pratt, St. James Hotel, New York City, Joseph W. Stray, 229 Division St., Brooklyn, N.Y.
Større succes end denne klub havde imidlertid en Beresford Cat Club stiftet i Chicago i vinteren 1899. Formand er fru Clinton Locke, som er medlem af de engelske katteklubber, og hvis kennel i Chicago rummer nogle af de fineste katte i Amerika. Beresford Cat Club har anbefalinger fra John G. Shortall fra American Humane Society, og på dens liste over æresmedlemmer står frk. Agnes Repplier, fru Ronner, Lady Marcus Beresford, frk. Helen Winslow, og hr. Louis Wain.
På deres katteudstillinger, som afholdes årligt, udsættes der præmier til alle klasser af katte lige fra det simpleste kattedyr fra baggården op til den aristokratiske beboer i miladys boudoir. Beresford Cat Clubs udstillinger er de mest succesfulde af dem, der indtil nu er afholdt i Amerika. Ethundredeotteoghalvfjerds præmier var udsat på udstillingen i januar 1900, og der blev udstillet nogle pragtfulde katte. Det siges at dem, der har forstand på det, at der ikke udstilles bedre katte i England nu end dem, der kan ses på Beresford-udstillingen i Chicago. De udstillede dyr omfatter kort- og langhårede katte af alle farver, størrelser og aldre med siameserkatte, manxkatte og russerkatte. På udstillingen i januar 1900 udstillede fru Clinton Locke fjorten katte af en farve, og fru Josiah Cratty fem hvide katte.
Denne klub tæller ethundredeogsytten medlemmer og har en social status og som følge deraf en uovertruffen styrke i Amerika. Det er en fin, ærværdig klub, der har til formål at virke for et humant samfund og pleje af alle katte, der meldes hjemløse eller nødlidende. Klubben sigter mod at etablere enkle og ærlige handler mellem katterier og at afskaffe det humbug, der hersker i nogle kredse vedrørende salg og værdisætning af renavlede katte. Denne klub kan ikke undgå at være til stor fordel for dem, der ønsker at videreføre en ærlig virksomhed med opfostring og salg af fine katte. Det vil også forbedre opdrættet af katte her i landet og derigennem hæve standarden og fremme en større viden blandt mennesker med hensyn til katte. Nogle af de bedste mennesker i USA tilhører Beresford-klubben, hvis medlemskab på ingen måde er begrænset til Chicago. Tværtimod er klubben national, og dens tillidspersoner og bestyrelse er:
Formand: fru Clinton Locke.
1. næstformand: fru W.. F. Arnes Colburn.
2. næstformand: fru F.A. Howe.
Sekretær: fru Henry C. Clark.
Stambogsfører: fru Lucy Claire Johnstone.
Kasserer: fru Charles Hampton Lane.
Fru Elwood H. Tolman.
Fru J.H. Pratt.
Fru Mattie Fisk Green.
Fru F.A. Story.
Frk. Louise L. Fergus.
Klubben er opsat på at få medlemmer over hele landet, ligesom de engelske katteklubber har. Årskontingentet for udenstats medlemmer er kun en dollar, og et medlem skal foreslås af et og anbefales af to andre medlemmer. Katte indføres i stambogen for en dollar stykket, og det foreslås at afholde udstillinger en gang årligt. Klubbens hovedformål er at forbedre kælekatteracerne i Amerika, at fremkalde en bredere interesse for dem og at sikre en bedre behandling af den almindelige kat. Udstillingerne afholdes til fordel for Humane Society.
Chicago Cat Club har ligeledes udført et fremragende arbejde, idet den har etableret et kattehjem eller internat for vilde, hjemløse eller syge katte med en afdeling for pleje af kælekatte, mens deres ejere er bortrejst. Det står under personligt tilsyn og ledelse af dr. C.A. White, 78 E. 26th Street. Den første kat, som blev optaget, var fra Cleveland, Ohio, og den blev plejet i tre måneder, mens dens ejer var i Europa, og den blev også behandlet for sygdom.
Denne klub blev indregistreret under Illinois’ lovgivning den 26. januar 1899. I forbindelse med den findes en katteklub for børn, der som sit hovedformål har at lære dem at være venlige over for dyr ved at vække hengivenhed for og kærlighed til katte hos de unge mennesker. På Chicago Cat Clubs udstilling udstilles også små hunde og marsvin, da Cavy Club og Pet Dog Club er affilierede med Chicago
Cat Club.
Formand for Chicago Cat Club er fru Leland Norton fra Drexel Kennels, 4011 Drexel Boulevard, Chicago. Sekretær er fru Laura Daunty Pelham, 315 Interocean Building, og andre bestyrelsesmedlemmer er: næstformand frk. Gertrude Estabrooks, stambogsfører frk. Jennie Van Allen og kasserer fru Ella B. Shepard. Medlemskab koster kun en dollar årligt, og registreringsafgiften i Chicago-stambogen er halvtreds cent per kat.
De allerede afholdte katteudstillinger og vores katteklubbers blomstring har bevist, at Amerika har lige så fine katte som dem i England, hvis ikke finere, og at interessen for fornemt opdrættede katte er i stigning her i landet. Effekten af succesfulde katteklubber og katteudstillinger skal være at uddanne intelligente dommere og at hæve kattestandarden her i landet. Det vil også give katteudstillinger en sådan karakter, at godhjertede ejere ikke behøver tøve med at tilmelde deres mest udsøgte katte. Lige nu er bedømmelsen af katteudstillinger dog ikke så velorganiseret som i England. Det bør være reglen, at bedømmerne af kattene ikke alene kender deres egenskaber men også føler omsorg for de små kæledyr.
Kattehandlere, som har flere katte tilmeldt konkurrencen, bør ikke have sæde i dommerpanelet. I England tages de katte, der skal bedømmes, ind i et dertil beregnet telt, og døren bliver lukket for alle andre end dommerne, mens kattene her alt for ofte tages ud af deres bure foran flokken af tilskuere og bedømmes på et bord eller et offentligt sted, således at de frygtsomme af dem bliver skræmt, og deres ejere bliver irriterede.
Og igen bør der være flere dommere. I England er der syv, inklusive to eller tre kvinder, og disse udpeges for forskellige klasser: hr. Harrison Weir, F.R.H.S., den kendte autoritet vedrørende katte, og Louis Wain, den kendte kattekunstner, er blandt dem. Her i landet findes der et antal kvinder, som ikke er handlere, men som har fuldt kendskab til alle de nødvendige kvalifikationer for en re-navlet kat. Amerikanske katteudstillinger bør have mindst tre dommere, hvoraf mindst en bør bære kvinde. En kat skal håndteres blidt og holdes så rolig som muligt under bedømmelsen. Kvinder er fra naturens side mere blide i deres metoder og mere medfølende. Når mine kæledyr bliver tilmeldt til konkurrencer, gid da en blid kvinde må stå for bedømmelsen af dem!
Ved bedømmelsen af en kat er udseendet og mængden af dens pels den første ting, der ses på. Hos en langhåret kat inkluderer dette “borgmesterkæden” eller kruset, halen og, allervigtigst, øretotterne. Totterne mellem tæerne og halens bøjelighed er andre vigtige point. Der lægges også omhyggeligt mærke til hovedformen, øjnene og kroppen. En korthåret kat bedømmes først med hensyn til farve, dernæst for øjnene, hovedet, symmetrien og ørerne.
Hos alle katte skal hovedet have afstand mellem øjnene. Øjnene skal være runde og åbne. Hvide katte skal for at være virkelig værdifulde have blå øjne (uden at være døve), sorte katte skal have gule øjne, andre katte skal have ærtegrønne øjne eller i visse tilfælde, som hos brune, egenfarvede øjne. Næsen skal være kort og tilspidset. Tænderne skal være gode, og kløerne flade. Underbenene skal være lige, og det øverste bagben skal udvise en spids vinkel. Poten skal være lille og rund (hos maltesere spids). En god kat har en let kropsbygning men en dyb brystkasse, en slank, yndefuld og spinkel hals samt mellemstore ører med afrundede spidser. Krydset skal være rektangulært og højt, halen skal hos en korthåret kat være lang og tilspidset, og hos en langhåret kat bred og bøjet yderst.
De gode resultater på en katteudstilling udtrykkes bedst i få ord af en, som har virket som dommer på en amerikansk udstilling. “Det ene år,” sagde han, “skal folk lære, at der findes sådan noget som en kat, det næste år skal de komme på udstillingen og lære at skelne de forskellige racer, året efter skal de lære forskellen mellem en god kat og en dårlig, og det næste år bliver de udstillere og fortæller dommerne, hvordan de skal uddele præmier.”
En amerikansk artikel fra 1936 om katteudstillinger bemærkede, at udstillingssæsonen åbnede i november og “til de første udstillinger i New York City hører dem, der afholdes af Cat Fanciers’ Association, Inc., og United Cat Clubs of America, Inc. Begge disse organisationer har mange medlemsklubber i USA og Canada. Der findes andre store selskaber såsom Cat Fanciers’ Federation og American Cat Association, og alle disse og deres medlemsklubber har udstillinger i løbet af efteråret og vinteren. Der afholdes katteudstillinger fra Atlanterhavet til Stillehavet, fra Maine til Florida.” Hver af dem hævdede at være den største og bedste af sin slags. Perserkatteklubberne var stadig langt talrigere end alle andre raceklubber, og langhår dominerede fortsat udstillinger for alle racer.
Udstillinger blev af Cat Fancy anset for nødvendige men en “prøvelse for de fleste huskatte”. Trods de mange forholdsregler, der blev truffet af udstillingslederen, var der altid fare for smitte, hvor et stort antal katte blev bragt sammen. For at have adgang til at udstilles skulle katten være registreret hos en af de anerkendte katteklubber, og ejeren skulle være bekendt med klubbens standarder, klassifikationer og regler: “Vælg klubben, der afholder den udstilling, De vil deltage i, for reglerne afviger.” Hvis der blev sørget godt for kattene, var det ikke nødvendigt med tilvænning, men en forsømt kat skulle tilvænnes og soigneres, for ellers ville den blive afvist, når den ankom.
AT SENDE EN KAT PÅ UDSTILLING
En god kat, der blev udstillet regelmæssigt, kunne vinde 20 pund om året i 5 eller 6 år. Den blev anset for at være i sin bedste alder, når den var 5 eller 6 år gammel, hvorefter man regnede med, at dens rygrad ville begynde at hænge, og at den ville dø af alderdom i en alder af 8 eller 9 år. Udstilling af katte var en givtig hobby, men opdræt af udstillingskatte kunne også være lukrativ. Selvom kattene blev regnet for værdifulde, ville den måde, de blev pakket ned på til udstillinger, gøre en nutidig udstiller rædselsslagen.
De tidlige britiske katteudstillinger var todagsarrangementer i modsætning til de endags udstillinger, der afholdes nu om stunder. Mange ejere gjorde sig ikke den ulejlighed at deltage personligt men sendte deres katte afsted med toget og håbede, at kattene ville nå sikkert frem, blive fodret ved ankomsten og sendt tilbage uden fejltagelser efter udstillingen. En sådan holdning viser klart, at vægten blev lagt på at vinde, og ikke på velfærd!
De mere heldige katte blev sat på toget i vidjekurve eller kurve beskyttet mod træk ved omvikling med brunt papir. Det ansås for klogt at låse beholderen med en hængelås og deponere nøglen hos sekretæren for klubben, der afholdt udstillingen. Hvis kurven blev forbyttet eller forsinket, kom katten til at tilbringe adskillige ubehagelige dage indespærret i sin beholder, indtil den blev fundet. Nogle katte er uden tvivl døde, inden de blev fundet og lukket ud.
Ikke alle ejere havde kattekurve. Katten kunne blive sendt til udstillingen i en trækasse, som var sømmet til, eller i en margarinekurv, som var bundet til. Disse beholdere var trange, der blev ikke sørget for foder eller toiletfaciliteter, og rejserne var nogle gange ekstremt lange. Hvis rejsen indebar togskift, skulle katten måske også lide under at stå på en perron i adskillige timer. Uledsagede katte kunne forsikres hos jernbanerne for tre pence per pund (1,25%). Ejerne ofrede tre pence på forsikring i håbet om, at det ville sikre bedre behandling af deres katte under rejsen, uanset kattens faktiske værdi.
Nogle katte havde den dårlige vane (som følge af parasitter) at kradse sig, specielt på deres halstotter. For at undgå, at katten kom frem med ødelagt pels, kunne ejerne finde på at binde kattens bagben sammen med vaskeskind. Nogle ejere sendte deres katte til udstillinger i sække bundet til rundt om halsen, så kun kattens hoved stak ud. Det er overraskende, at kattene overhovedet var i stand til at udstilles efter at have udholdt sådanne rejser.
Nogle katte nåede aldrig frem til udstillingen, idet de var stukket af eller gået tabt under omladning, måske ved at blive sat på det forkerte tog. Nogle nåede frem til udstillingen men gik tabt på den lige så usikre hjemrejse. Nogle ejere fik de forkerte katte tilbage. En udstiller sendte en hunkat til en udstilling og bemærkede ikke, at katten, hun fik retur, var en han. Hun satte hankatten ind i sit katteri og opdagede først fejlen, da hendes andre hunner fik killinger nogle måneder senere. Hun havde lagt mærke til, at den kat, hun fik retur, var tungere, end da hun sendte den afsted, men det tilskrev hun, at den var blevet fodret godt på udstillingen. Måske har hun også haft en dårlig lugtesans, idet hankatte har en selv for mennesker meget særegen lugt.
Eksperter rådede til ikke at fodre katte før turen, så de ikke grisede sig selv til under rejsen. På en todags udstilling måtte man “håbe og tro på”, at kattene ville blive fodret, når de blev sat i bur. Der blev udtrykt nogen kritik af, at udstillingshjælperne gav kattene mælk i stedet for vand, hvilket førte til “uheld” (diare) på udstillingsdagen eller hjemrejsen.
I løbet af sin levetid var Frances Simpson æressekretær i de fleste af de tidlige klubber inklusive Blue Persian Society og National Cat Club. Nogle gange sad hun i fire bestyrelser på en gang. I sin rolle som sekretær var hun ansvarlig for at modtage kattene, når de ankom til udstillingen, pakke dem ud, sørge for dem under udstillingen (udstillinger var for det meste todags begivenheder) og returnere kattene — samt eventuelle præmier, de måtte have vundet — til deres ejere efter udstillingen. Det gav hende en masse erfaring med den manglende omhu, nogle ejere lagde for dagen ved transporten af deres katte, noget hun beskrev udførligt i “The Book of the Cat”. Nogle blev anbragt i tilsømmede trækasser for uledsaget transport med tog, og hun skrev om katte, som ankom døde eller døende til samlingsstedet. De, der overlevede rejsen og belastningen ved udstillingen, blev pakket ind og returneret på samme måde. Nogle udstillere glemte at lægge returmærkater ved deres katte (hvis katten og den klasse den var tilmeldt, var ordentligt markeret på mærkaten for udrejsen, kunne ejeren normalt spores via udstillingsplanen). Nogle ankom i beholdere, som var låst med hængelås, men uden en nøgle (den skulle sendes i forvejen i en konvolut). I 1927 var der klager over, at store katte blev pakket ned i små kasser for transport til udstillinger med det resultat, at kattene ankom helt eller delvis kvalt. Udstillingsarrangørerne advarede, at tilfælde af “grusom emballering” ville blive bemærket af de udstillingsansvarlige. De ville under-rette Governing Council (GCCF), som ville advare begynderen eller straffe den erfarne (efter behov) og muligvis ekskludere nogle individer fra at tilmelde deres katte til GCCF-udstillinger. Overtrædere af forbuddet mod grusom emballering blev advaret om, at inspektørerne fra RSPCA ville skride ind over for dem. Sekretæren ved en udstilling advarede ejerne, som sendte en stor, langhåret han i en uegnet lille beholder (“ville være nødt til at sidde skrutrygget hele vejen til sin destination ude af stand til bevæge sig en tomme, og ville komme hjem helt sammenklemt”). En anden udstiller blev iagttaget, mens hun stoppede en stor kat ned i en kurv, som kun var stor nok til en tremåneders killing. Hun bad om, at SPCA blev indblandet.
Under udstillingen var det sekretærens opgave at fodre kattene og holde kattene og deres bure hygiejniske, ikke kun for kattenes velbefindende men for at forebygge “udstillingsfeber”, som end ikke datidens piller og miksturer kunne forhindre trods deres “garanterede” effektivitet. Mange af de dengang benyttede desinfektionsmidler var stærkt giftige for katte. Efter udstillingen skulle sekretæren pakke kattene ned tillige med eventuelle præmiekort og præmier (hvis kortene blev beskadiget eller ødelagt på hjemrejsen, skulle sekretæren erstatte dem). Endelig skulle hun arrangere transport for alle uledsagede katte, en imponerende logistisk bedrift (som af og til medførte, at den forkerte kat blev sendt afsted).
Med tanke på udstillingssekretærens hårde arbejde mindede Simpson ofte udstillerne om, at et takkebrev for deres kats sikre hjemkomst ville blive påskønnet! Hun svarede personligt på alle de takkebreve, hun modtog. I et svar nævnte hun for udstilleren, at hun personligt havde pakket og afsendt 150 katte efter den aktuelle udstilling og bad udstilleren takke hende offentligt i Fur & Feather. Denne udstiller viste Simpsons brev til en anden udstiller, som straks skrev til Fur & Feather og klagede over frk. Simpsons selvhævdende adfærd, især da der kun var 118 udstillede dyr på udstillingen!
Efter at have set rædsler og dødsfald forårsaget af uegnede rejsekasser forsøgte Frances Simpson i sin “Book of the Cat” fra 1903 at opdrage katteelskere vedrørende den rigtige måde at transportere katte på. Hun skrev: “Hvor uensartet er ikke samlingen af kurve og kasser – jeg havde nær tilføjet bundter – som man ser indleveret af hjælperne i timerne til modtagelse før en stor udstilling! Alle afskygninger af emballager, hvoraf mange er præcis, som de ikke bør være. Nogle overdrevent forarbejdede polerede trækasser med messingbeslag – uden tvivl smukke og holdbare men alt for besværlige, og på grund af deres vægt giver de beboeren mange stød, når de flyttes omkring, mens andre er en skændsel for enhver, der foregiver at nære omsorg for en kat eller overhovedet vide, hvad en kat er, og mange af dem fortjener at blive meldt til dyreværnet med det samme. Jeg har set store tunge katte stoppet ned i margarinekurve, en tynd fletbeholder, hvis sider skråner indad som en urtepotte, hvor dyret må have lidt af smertefulde kramper i et rum med helt klart “ringe komfort”. Andre sendes på kedsommeligt lange afstande i lave, ru varekasser med nogle få borede huller til ventilation, hvor de bliver smidt omkring ved omladning, først på den ene side og så på den anden, låget måske sømmet på, så det giver meget ekstra ulejlighed for de ansvarlige for placering i bure. Ikke så underligt, hvis katten ankommer forslået, rystet, skræmt næsten til døde og temmelig sandsynligt vild og aggressiv.”
Uheldige katte – uden tvivl bundterne, som Simpson henviser til – kan transporteres bundet op til halsen i en sæk. Simpson fortsatte med at sige, at så uegnede transportmidler skyldtes manglende omtanke, manglende fornuft og nogle gange simpel mangel på omsorg for de transporterede katte. Katte på længere rejser, for eksempel til Amerika med skib, overlevede af og til ikke rejsen, og hvis de gjorde, overlevede mange ikke længe efter ankomsten. Simpson illustrerede to “fremragende rejsekurve, som opfylder næsten alle behov for katte, der rejser alene”.
Den første var Spratts rejsekurv: en rektangulær kurv med håndtag ovenpå, lukkeremme af læder og et indvendigt trådlåg. Bortset fra trådlåget er dette stadig en almindelig type transportmiddel og formentlig en tillempning af en kurv for dueholdere. Simpson skrev: “[Den] fremstilles af Messrs Spratt og har et indvendigt trådlåg, som er yderst anbefalelsesværdigt, når man sender en aggressiv eller meget sky kat, som der er risiko for vil stikke af, når kurven åbnes.”
Den anden kurv var en kurv med kegleformet låg (“bistade-formet”) designet af fru Paul Hardy fra Chobham specifikt til at transportere katte. Det var lavet af stærkt hvidt fletværk, hvor låget var fastgjort med en kant, der ragede cirka fem centimeter ned over selve kurven, med åbninger i kanten, som tillod løkkerne til fastgørelse at stikke ud, således at kurven, når der blev stukket en stok igennem løkkerne, var absolut sikker, eller som Simpson skrev “der kan ikke komme en pote ud.
Simpson skrev: “Denne bistadeform har adskillige fordele. Katten kan stå op og nemt strække sig selv, når den er træt af at ligge ned, og med håndtaget i spidsen bliver det – selv af dragere – båret uden at benene slås væk under katten, samtidig med at den kuplede top forhindrer, at der stuves anden bagage oven på den – en ulempe, som den flade kurv altid har. Jeg beklæder mine kurve udvendigt med brunt papir eller oliebaj helt op til kanten og indvendigt med gardinserges, så låget friholdes til ventilation. Med masser af hø i bunden af kurven vil katten derefter rejse behageligt og sikkert fra den ene ende af England til den anden uden fare for at få kulde, selvom den efterlades på forblæste perroner eller i pakrum. Denne kurv er fremstillet af Messrs Bull i Guildford til en meget rimelig pris, og den holder i årevis.”
I Cat Fancys tidlige dage var der klasser for par af katte (“brace”) og også mødre- og killingeklasser, hvor en mor med sit smukke kuld unge killinger blev udstillet (en rædsom ide for nutidige katteelskere, som førte til døden for et betragteligt antal killinger som følge af infektion eller kvæstelser).
Simpson fortsatte: “Disse kurve er selvfølgelig kun beregnet til én kat eller et par killinger. Et virkelig sikkert og egnet rejsearrangement for et kuld med mor mangler stadig at blive opfundet. Jeg har ikke set nogen, som jeg bryder mig om. Kurve med to rum kan jeg bestemt ikke lide. Håndtagene har absolut skullet anbringes i hver sin ende, så der skal to til at bære – og det er der aldrig – så buret bliver trukket af drageren eller banearbejderen med den ene ende vippet (så den anden kat næsten vender bunden i vejret), bliver stillet op ad anden bagage eller sluppet fladt med et brag. Med små killinger indeni medfører det dødsfald.”
Mange udstillere og opdrættere har, lader det til, overset noget helt indlysende – behovet for en god etiket, som ikke bliver løsnet fra kurven. Frances Simpson anbefalede en førsteklasses etiket, som kunne fås hos Aerefair Engineering Works i nærheden af Ruabon. “Det er en kraftig lærredsetiket påtrykt “Værdifuld levende kat” med store blokbogstaver, og underneden “Haster” med rød skrift – en god da rød har større chance for at fange jernbanepersonalets blik. Der er plads nedenunder til rejserute, via og så videre samt dato og tidspunkt for afsendelse. Den kan vendes om, så afsenderen om nødvendigt kan anføre returadresse. Jeg foretrækker altid at fastgøre etiketten i begge ender og fladt ind mod kurven: Den har mindre sandsynlighed for at blive revet af, end hvis den hænger løst i et øje. Det er ved rettidig omhu, katteelskere i et vist omfang kan mildne de farer og risici, som nødvendigvis løbes ved forsendelse af levende dyr med jernbanen.”
Afstandene i USA var (og er stadig) noget længere end i Storbritannien. Rejsen kunne tage adskillige dage, og beretninger antyder, at de havde det endnu dårligere end katte, der blev transporteret med tog i Storbritannien. Ifølge en amerikansk katteskribent i 1936: “Katte bør ikke fodres før en rejse, selv en kort køretur i bil. På udstillingerne er der et fodringsudvalg, og der bringes oksesmåkød ud til burene på faste tidspunkter, men man kan medbringe sit eget foder, hvis man foretrækker det. Det er klogt at blive hos sit kæledyr under udstillingen for at holde modet oppe hos det og beskytte det mod eventuel overlast fra uforsigtige gæster. Der findes specielle bure og kasser, som skal benyttes, hvis man sender en kat til en fjerntliggende udstilling, men hvis man sender en kat med jernbane, risikerer man en tragedie. Engang blev en kat og to killinger sendt fra Californien til New York, og da kassen blev åbnet, var killingerne døde og moren så tæt på at dø, at hun måtte aflives. På en eller anden måde havde togpersonalet overset instruktionerne med hensyn til foder og vand. Selv på korte rejser kan der ske uheld. jeg har kendskab til en perserkilling, hvis bur blev knust med killingen indeni, da der faldt uforsvarligt stablede eksprespakker ned på det.”
3. del ad “En meget “kort” historie om katteudstillinger”
Udstilling, snyd, “udstillingsfeber” og sabotage
Selvom folk nød at udstille deres katte, var det risikabelt — på grund af manglen på moderne dyrlægepleje eller vacciner bukkede mange katte under for sygdom. Katte blev ikke “tjekket ind”, som de bliver i dag (sløje katte får ikke lov at konkurrere). En lidelse, der omtaltes i bøger om katteopdræt helt op i 1950’erne, blev kaldt “udstillingsfeber”. Udstillingsfeber kunne udslette hele karterier i løbet af en dag eller to, efter at der var kommet en kat retur fra en udstilling. Det var formentlig kattesyge (felin infektiøs enteritis), men mange ejere troede, at deres katte var blevet forgiftet af jaloux konkurrenter eller havde fået fordærvet foder af en udstillingshjælper.
Indtil Crystal Palace-udstillingen i oktober 1892 var der ikke tidligere blevet udpeget en dyrlæge til at inspicere kattene, når de ankom (i dag kendt som “indtjekning”). Ved den lejlighed afviste hr. Harold Leeney omkring tyve udstillede dyr, som tydeligvis led af en infektionssygdom. Tidligere kom mange af de udstillede katte, især killinger, døende hjem.
Frances Simpson havde i sit værk “The Book of the Cat” fra 1903 en førstehåndsberetning fra en opdrætter af blå persere, fru Hardy, som måtte kæmpe sig igennem sygdom og død, efter at hendes katte blev smittet på en katteudstilling. Simpson skrev: “Hendes egen beretning er så livagtig, at jeg citerer den, så katteholdere i en tilsvarende ond situation kan kæmpe for deres kæledyrs liv til det sidste.”
Og hun fortsatte med at gengive fru Hardys beretning: “Jeg var besynderligt nok fri for sygdom af nogen art blandt dem, og jeg levede i nogen tid glad i forvisningen om, at persermissen ikke på nogen måde var forskellig fra sin korthårede søster og besad alle ni liv, så jeg tilføjede kat efter kat og opdrættede til udstilling, da Nemesis med et besejrede mig. Jeg udstillede fem fuldvoksne katte på Westminster-udstillingen, og fireogtyve timer efter at udstillingen var slut, døde min bedste blå hun, en ung skønhed, som jeg havde været den stolte ejer af i knap en måned, af akut lungebetændelse. Nogle få dage senere viste selve influenzaen sig blandt de andre, og alle fire blev ramt af den.
Jeg bragte dem igennem, alle på nær en lille killing på fire måneder, som udviklede akut strubehovedbetændelse, og så måtte hun aflives. “Wooshoo” blev opgivet af dyrlægen, da han hobede en mængde komplikationer op i systemet . Én efter en, og udviklede bronkitis, mavekatar og gulsot oven i den oprindelige sygdom. Stakkels fyr, for fireogtyve timer senere lå han bevidstløs, men jeg holdt hans hjerte i gang med doser af ren alkohol hver anden time, mens jeg kæmpede modsygdommen med varme omslag, medicindampe og andre virksomme midler.” I en måned derefter måtte Wooshoo håndfodres med lækkerbidder inklusive hakket østers, før han begyndte at spise frivilligt.
Små uoverensstemmelser mellem katteopdrættere har ført til, at katte har fået blandet blegemiddel i deres drikkevand, stukket hattenåle ind i kroppen eller sprøjtet skadelige stof-fer på deres pels. Trods Weirs målsætning om at fremme kattevelfærden var (og er endnu) nogle opdrættere så be-sat af præmier, at de vil forgifte eller på anden vis skade andre folks katte. De fleste katte blev udstillet i halmforede bure. Nogle bure var udsmykkede med silkedraperier, og kattene havde fløjlspuder at sidde på.
Gæsterne blev ofte holdt en halv meter væk fra burene ved hjælp af reb, så de ikke kunne pille ved de udstillede dyr.
Snyd var ikke ualmindeligt. En almindelig kat kunne blive til en manx, hvis den blev opereret i en ung alder. Man måtte holde øje med, om den manglende hale så naturlig ud, og at der ikke var ar som tegn på operative indgreb. I hundeudstillinger var dette kendt som “faking”, og det er forbløffende nok konstateret at foregå i nutiden (såsom kosmetisk reduktion af en chinchilla-persers for store ører, hvis den i øvrigt er af udstillingskvalitet).
Katte af ikke foreskrevne farver kunne farves for at skabe de dengang populære maltesiske (blå) katte. Ifølge en udgave af tidsskriftet “Our Cats” i 1900 tørrede den blå farve næsten øjeblikkeligt men gav ikke den tilsigtede dækkende virkning, så behandlingen måtte suppleres med farve, som blev redt ind i pelsen. Kattens snude kunne farves ved hjælp af en svamp. I løbet af en time kunne ejeren have en malteserkat, og hvis det var ordentligt udført, ville dommerne ikke vide bedre. At frembringe en falsk tortie kat tog omkring tre timer, fordi farverne skulle påføres i felter ved hjælp af en kam. Nogle af farverne var uden tvivl giftige.
Foruden langhårs- og korthårsklasserne opdelt i farvekat-egorier var der mange ekstra klasser på udstillingerne sidst i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. I “kuldklasserne” blev de små killinger sendt til udstillingerne sammen med deres mødre. Mange killinger overlevede ikke oplevelsen. Der var klasser for killingepar, for tungeste kat og endda for opførsel.
Kattene blev ført rundt i udstillingsringen i snor og tildelt ekstra point, hvis de og deres ejer så nydelige ud sammen, og katten så ud til at være glad for at gå i snor. Der var ofte særlige klasser på udstillingerne for avlshanner, som ikke blev bedømt selv, men i stedet på deres afkom. Det gav mulighed for, at folk kunne se, om en fremragende avlshan gav sine karakteristika videre til killingerne.
På Simpsons tid blev klager ofte luftet offentligt i Fur & Feathers’ spalter (noget, der i dag ville give anledning til injuriesager). Simpson selv blev forviklet i en lang korrespondance, da hun ikke placerede en tabby perser, som tidligere havde slået alle andre katte i konkurrencer, og som senere blev bedste udstillede dyr. Hun blev offentligt beskyldt for at misbruge penge skænket til en specialpræmie på en af de store udstillinger (“specialpræmier” blev givet videre til vinderen i den form, de blev skænket), da hun i stedet for at give 15 shilling i kontanter videre vekslede donationen til en støvleknap til 91/2 shilling. Eftersom det sædvanlige var, at vinderen skrev et takkebrev til giveren af en specialpræmie, blev sagen snart opklaret. Støvleknap-debatten kørte videre offentligt og privat i månedsvis. Bestyrelsen for Blue Persian Society (som hun var sekretær for) bakkede hende op og afholdt private møder, hvor de medlemmer, som var imod Simpsons opførsel, blev udelukket. De udelukkede medlemmer trak sig ud, og der fulgte en meget offentlig storm af klager over Simpsons opførsel både før og nu, og sågar nogle af dem, som hun tidligere havde hjulpet, vendte sig mod hende. Støvleknap-debatten blev overhalet af vigtigere sager — en avlshan havde mishandlet en værdifuld hun — som Simpson blev inddraget i. I Fur & Feather havde hun støttet den efter nutidens standarder utænkelige ide, at det var acceptabelt at efterlade to hunner i løbetid med en avlshan uden opsyn.
I 1934 ivrede britiske kattefans for indførelsen af en fransk opfindelse på britiske udstillinger. De franske katteudstillinger afholdt klasser for “rottekatte” fra værksteder og butikker. Kattene blev bedømt alene ud fra deres tilstand, ikke deres udseende, og mange folk ønskede at se tilsvarende klasser på britiske udstillinger. En britisk katteudstilling i 1934 blev derfor udråbt som den første, der havde særlige klasser for huskatte uden for race. Eneste standard var en god tilstand, og udstillingen blev støttet af avisen “People”. Der blev tilmeldt tres huskatte.
CAT FANCY
I 1887 blev National Cat Club stiftet i London. Dens første præsident var Harrison Weir, som senere trak sig og blev efterfulgt af kunstneren Louis Wain. I 1898 stiftede en aristokratisk opdrætter, Lady Marcus Beresford, en rivaliserende organisation ved navn Cat Club. Dens med-lemmer omfattede nogle af de vigtigste mennesker i landet. Cat Club gik neden om i 1903 og blev efterfulgt af en anden gruppe, Cat Fanciers Association. 11910 fusionerede disse to katteklubber til Governing Council of Cat Fancy (GCCF). GCCF er Storbritanniens største katteklub og forblev i mange år landets eneste. Der er også adskillige mindre katteklubber, der gennemfører katteudstillinger, hvoraf nogle er regionale og nogle racespecifikke men tilknyttede GCCF.
Helt tilbage i 1890’erne blev der også afholdt katteudstillinger i jardin d’Acclimation i Paris. Men det var ikke før efter Anden Verdenskrig, at Cat Club de Paris blev dannet. Der blev dannet et antal andre klubber over hele Europa, som virkede uafhængigt. Cat Club de Paris og mange af hovedklubberne i andre lande gik sammen om at stifte Federation Internationale Feline d’Europe (FIFe), men medlemsklubberne vedligeholder deres egne registre. Der var stor konkurrence mellem de europæiske klubber om at tiltrække medlemmer. Det blev forstærket af den kendsgerning, at FIFe ikke tillod udstillere fra “dissidente” ikkemedlemsklubber på sine udstillinger, og avlshunner tilhørende dissidentklubbernes medlemmer måtte ikke sendes til FIFe-medlemmernes avlshanner! Det er her, menneskelig politik kommer i vejen for katteracernes bedste.
I 1860’erne var USA det første land, der afholdt private katteudstillinger. Interessen for racekatte tog ikke rigtig fart før udstillingen i Madison Square Gardens i 1895. 1899-udstillingen i Chicago førte til dannelsen af Chicago Cat Club og dernæst den mere magtfulde Beresford Cat Club. I 1906 blev American Cat Association hovedregister, og den blev i 1908 til Cat Fanciers’ Association Inc. I modsætning til FIFe tillod Cat Fanciers Association medlemmerne af Amerikas mange uafhængige katteklubber at udstille på sine udstillinger, forudsat at kattene var registrerede hos Cat Fanciers Association (mange katte var registreret i mere end et register).
Selvom Amerika overtog sine oprindelige standarder og avlsdyr fra Storbritannien, er de amerikanske katteregistre mere åbne for udvikling af nye racer og har et mere fleksibelt registreringssystem. Racer, der begynder som mutationer af en eksisterende race, kan registreres som en helt ny race i modsætning til GCCF-systemet, hvor den kun kunne være en “enhver anden farve” af en allerede anerkendt race — ikke noget brugbart system, når den nye variant har en fysisk mutation såsom krøllede ører eller krøllet pels!
I modsætning til katteklubber i Europa og Amerika var GCCF den eneste organisation, der havde lov til at føre et register over katte i Storbritannien. I 1983 blev Cat Association af Britain (CA) stiftet. CA vedligeholder et register adskilt fra GCCF’s og er tættere knyttet til FIFe. Hvad angik CA, FIFe og den Amerikanske organisation TICA (The International Cat Association), som kæmpede om at blive den dominerende internationale katteklub, kom GCCF ind i nogle turbulente tider. De andre registre havde i hvert fald langt simplere raceklassifikationer!
I skrivende stund (2003) har der været dissens blandt opdrætterne, og GCCF-medlemmerne ivrer for at omlægge dens forældede registreringssystem radikalt, revidere racestandarder og visse racenavne, jævnføre disse med nogle af de andre registre og generelt set hive foreningen med skrål og skrig ind i det 21. århundrede. I 2002 skrev “Our Cats” (nutidens GCCF-blad), at denne dissens ikke var opstået pludseligt men havde ulmet i mange år. I stedet for at blive opfattet som at kaste traditioner over bord skal det ses som en spændende mulighed for at foretage for længst nødvendiggjorte ændringer, som kan føre foreningen ind i teknologiens tidsalder.
BEDØMMELSESSYSTEMER
I Storbritannien er alle katteudstillinger endags begivenheder, men på det europæiske kontinent og i Nordamerika er todags udstillinger også almindelige, tildels på grund af de lange rejseafstande, som mange udstillere er underkastet. (Især i Europa rejser mange udstillere til andre lande til vigtige udstillinger.) Nu om stunder er de økonomiske præmier symbolske, men de fleste opdrættere er tilfredse med at konkurrere om bånd eller pokaler og titler som Champion, Grand Champion og så videre (Premier for en steriliseret kat).
En anden stor forskel er bedømmelsessystemet. Ved “ring-bedømmelse” (som ses i Amerika og store dele af det europæiske kontinent) bringes kattene til dommeren. Med “burbedømmelse” (som ses i Storbritannien) kommer dommeren til buret. En følge af dette er, at katte udstillet under ringbedømmelsessystemer får deres navneskilte vist hos sig og kan have udsmykkede bure — faktisk er der ofte en sidekonkurrence for bedst udsmykkede bur! Med burbedømmelsen skal burene imidlertid være spartanske, og det er ikke tilladt at udsmykke burene, tæppe og tissebakke skal være hvide, og der er ingen navneskilte — kun burnumre.
KATTEOPDRÆT GENNEM ÅRTIERNE
I “Arternes oprindelse” havde Charles Darwin været afvisende over for forsøg på at fortsætte forskellige stammer af katte og så tydeligvis hobbyen med at opdrætte katte som noget for kvinder og børn, hvor opdrættet ikke blev fortsat særlig længe. Offentlige katteudstillinger havde givet opdrætterne en mulighed for at mødes og konkurrere og gav dem mere tilskyndelse til at opdrætte katte på kontrolleret vis ved at udvælge de bedste katte fra hver generation som forældre for næste generation.
De fleste katte blev holdt i udendørs katterier med lejer fremstillet af tønder eller trækasser om vinteren fyldt med hø og om sommeren papir. De fleste mennesker havde ikke opvarmede udendørs løbegårde for ikke at gøre kattene svage og sårbare over for sygdom. Fodring var ingen eksakt videnskab, og derfor blev racekatte anset for tilbøjelige til at få dyspepsi — som nok har skyldtes deres kost snarere end svaghed ved racen!
Racekattemødre måtte ikke opfostre kuld på mere end fire killinger. Til større kuld blev der fremskaffet en plejemor. Hvis racekattehunner havde dårlige moderegenskaber, blev deres killinger opfostret af en plejemor. Plejemødre var ikke svære at finde, eftersom det var praksis at aflive alle killinger på nær én i kuld født af nyttedyr. Killingerne blev sendt til godkendelse hos mulige nye ejere. Hvis ejeren ikke syntes om killingen, blev den sendt retur. Det var en fremragende måde at sprede alvorlige infektioner mellem husholdninger og katterier.
I tidligere tider herskede ideen om faderprægning. Man troede, at en huns første mage ville påvirke alle hendes efterfølgende kuld, uanset hvem der var far til de senere kuld. Hvis hun blev parret med en fremragende avlshan med henblik på sit første kuld, troede man, at hans karakteristika ville dukke op i senere kuld med andre avlshanner som far. Hvis hun omvendt blev parret med en han af dårlig kvalitet eller et gadekryds, ville hun altid føde uægte afkom af dårlig kvalitet besmittet af den tidligere parring. En perserhun, som havde “forladt dydens smalle vej”, fik efter en god far kun killinger af tilsyneladende dårlig kvalitet, “som kunne kaldes uægte”. Hun var “ødelagt for livet”.
Følgende uddrag fra “Anomalies and Curiosities of Medicine” af George M. Gould og Walter L Pyle (1896, illustrerer teorien om faderlig indprægning eller “telegoni”, med følgende tilfælde: Hr. Henry Scott siger: “Hundeopdrættere kender udmærket denne teori, og hvis en raceren tæve føder en hvalp af en anden race, er hun lidet bevendt til at opdrætte racerene hvalpe bagefter. Dyr, som får store kuld, og som er drægtige i kort tid, viser dette ved at falde tilbage på tidligere fædre langt mere udpræget end andre — jeg tænker frem for alt på hunde og svin og mindst på heste. Påvirkningen fra tidligere fædre kan overføres til næste generation eller videre, idet jeg nu har en kat som synes at være halvt perser. Hans mor har meget langt hår og ligner på alle måder en halv perser, mens ingen af dem har noget perserblod overhovedet, så vidt jeg ved, men oldemoren (en meget glathåret kat) har fået adskillige kuld med en halv perserhankat, og alle hendes afkom har siden da udvist bevaret påvirkning. Perserhankatten døde for mange år siden og var den eneste i nabolaget, så, selvom jeg ikke kan være absolut sikker, tror jeg, at dette tilfælde virkelig er som beskrevet.”
En anden antagelse var moderlig indprægning — den formodede påvirkning fra morens omgivelser på hendes killinger. Hvis den drægtige kat blev holdt tæt på fremragende eksemplarer af sin egen race, ville hun på en eller anden måde præge deres karakteristika på sine ufødte killinger, selv hvis hun blev parret med en middelmådig avlshan. Hvis hun omvendt var omgivet af gadekryds, ville manglen på kvalitet blive indpræget i killingerne, selv hvis hun var blevet parret med en førsteklasses avlshan.
En hun blev parret hen mod slutningen af hendes løbetid, hvis man ønskede hankillinger. Og hvis avlshannen var velfodret, udhvilet og stærk før parringen, ville der overvejende komme hunner i hunnens kuld. Før biler blev almindelige, blev hunkatten ofte sendt til avlshannen med tog og uledsaget på samme måde, som katte blev sendt til katteudstillinger. Avlshannernes ejere blev betroet at parre hunnen med den udvalgte hankat og ikke med en anden, ringere han. Børn, som spurgte, hvorfor kattene regelmæssigt blev sendt bort og måske vendte lidt selvtilfredse tilbage, fik at vide, at de rejste bort for at “lære gode manerer” og ville komme “bedre opdragede” hjem! Nogle hunner tændte aldeles af ved hele affæren med at blive stuvet ombord på et tog og mistede forståeligt nok lysten til at parre sig. Hvis det skete regelmæssigt, blev avlshannen måske sendt til hunkattens ejer i stedet. Betalingen for avlshannens tjenester inkluderede en af killingerne fra det resulterende kuld. Igen var det en tillidssag, om den killing, som blev sendt til avlskattens ejer, virkelig var hans afkom.
Det blev også antaget, at hvis avlshannen ikke fik en regelmæssig tilførsel af besøgende hunner, ville han miste sin fertilitet og producere død sæd. Ifølge A.C. Jude i “Cats and Kittens” er “lange perioder med manglende anvendelse invaliderende, idet en uheldig ophobning af sæd i reproduktionsvejene vil medføre et bagudrettet tryk, som vil påvirke testiklernes sæddannende evne negativt og måske også indvirke på påvirke de tilknyttede kønskirtlers funktionelle aktivitet”. I nogle tilfælde blev avlshannen parret med ikkeracekattehunner bare for at holde ham aktiv! Opdrætterne indså ikke, at de udsatte hans liv for fare som følge af “kattesyge”, og der blev ikke vist killingerne nogen særlig opmærksomhed (selvom mødrene naturligvis kunne benyttes som plejemødre for mere værdifulde killinger!).
“Cats and All About Them” var et tidligere værk af Simpson, som blev udgivet i 1902 og kostede to shilling (0,10 pund). Det indeholdt fireogtyve illustrationer inklusive et fotografi af frk. Simpson selv med Campyses, hendes opsigtsvækkende sølvfarvede kat og et fotografi af championen Wankee, en af de tidlige siameserkatte. Interessant nok fra et opdrætshistorisk synspunkt indeholdt det også et antal annoncer for avishanner: Betjening af Championen Wankee, som var vinder af tredive præmier, kostede en guinea (1,05 pund), mens betjening af Muchacho, en blå russer (en race, hvis eksistens Simpson diskuterede i sin senere bog) kostede 12 shilling 6 pence (0,63 pund).
RACEKATTE i 1880’ERNE OG 1890’ERNE
De tidligste katteudstillinger havde lagt særlig vægt på korthårede katte såsom archangel (malteser eller blå russer) og manx. I 1889 skrev og illustrerede Harrison Weir “Our Cats”. Weir havde arrangeret den første formelle katteudstilling i England i 1871 og forfattet de første races-tandarder. Uddrag fra “Our Cats” illustrerer kattetyper op gennem 1870’erne og 1880’erne. Weir foretrak korthårs-frem for langhårskatte.
Omvendt gik Frances Simpson ind for langhårskatte. Dette afspejles i hendes værk fra 1903 “The Book of the Cat” (hun var snarere redaktør end forfatter). Uddrag fra “The Book of the Cat” beskriver den britiske langhår (perser) og dens amerikanske modstykke, mainekatten. Uddragene følger udviklingen af Simpsons elskede hvide persere (en af mest populære varianter) og den langt nyere creme perser, som så ud til at blive moderne efter at tidligere at have været overset. Foruden at beskrive de dengang almindelige racer giver de to forfattere og deres samtidige, hvis breve og bemærkninger også optræder i deres værker, et indblik i, hvordan katte blev plejet, hvordan de blev opdrættet, hvordan de blev gjort klar til en udstilling, samt nogle nu forældede ideer om arvelighed! Værket indeholdt også en
vis sammenligning mellem Storbritannien og Amerika.
I almindelighed var klasserne “langhårskatte” og “korthår-skatte” uden nogen sondring mellem de forskellige racer inden for disse grupperinger. For eksempel konkurrerede persere mod angoraer med det resultat til følge, at den mindre ekstreme angoratype gik tabt. To interessante afsnit fra Frances Simpsons værk handler om den hvide perser (som ændrede sig fra gule til blå øjne) og creme persere (en ny udvikling). 11926 bemærkede kattesladderredaktøren H.C. Brooke, at der på en katteudstilling i Lille var klasser for “korthårede persere” (chats persans a poil ras) samt normale langhårede klasser! Brooke undrede sig over, hvordan man skelnede “korthårede persere” fra almindelige korthårskatte. Dengang var perseren endnu ikke blevet den fladhovedede skabning, vi ser i dag, og kunne være blevet kaldt en “britisk langhår”.
I 1903 skrev Frances Simpson i “The Book of the Cat” “jeg kan tage fejl, når jeg klassificerer alle langhårede katte som persere, men skellene mellem angoraer og persere, som tilsyneladende ikke udviser nogen forskel, er af så spinkel natur, at det må være mig undskyldt, hvis jeg forbigår den klasse af katte, som normalt kaldes angora, som synes gradvist at være forsvundet fra vores midte. Der findes helt sikkert ingen særlig klassifikation for angoraer, og som svar på mange henvendelser fra dyreelskere har jeg aldrig været i stand til at finde nogen afgørende oplysninger om forskellen mellem en perser- og en angorakat. Hr. Harrison Weir fastslår i sin bog om katte, at angoraen afviger noget fra perseren derved, at hovedet er noget mindre, og ørerne større, pelsen mere silkeagtig med en tendens til at være ulden.”
Simpson talte langhårskattenes sag, som dengang over-steg korthårskattene på katteudstillinger med omkring fire langhårs- for hver udstillet korthårskat (det omfattede formentlig ikke udenlandske korthårskatte såsom siameser eller blå russer). “The Book of the Cat” indeholder forholdsvis få foto af korthårskatte, og Simpson skrev, at hun havde medtaget så få billeder af korthårede katte i sin bog, fordi langhårskatte var så meget mere tiltalende, at der simpelthen fandtes flere fotografier af dem end af korthårskatte. Fordi korthårskatte var både billigere og mindre kønne, gav færre mennesker sig af med at tage gode foto af dem.
Fra dette tidspunkt og fremefter fandt hendes bemærkninger anvendelse på den kat, vi i dag kender som perseren. Hun anså perseren for at være mindre selskabelig og mindre pålidelig i temperament end den korthårede (britiske) kat, men anså dem for mere intelligente og lige så ivrige efter at jage bytte som korthårskatte. Men de havde et dårligere helbred end korthårskatte, og de mest langhårede killinger var yderst vanskelige at opfostre. Hun tilskrev dette indavl.
Fordi katteudstillinger traditionelt blev afholdt i sommermånederne, blev perserne sjældent vist i deres fulde pragt, og de blev ofte fremvist i en usoigneret og mølædt tilstand, fordi de fældede. På den anden side gjorde sommerpelsen det sværere at skjule dårlig typelighed eller “alle deres synder”. Dengang før vaccinationerne medførte sygdom og hudproblemer også pelstab, og mens kattesyge, katteinfluenza og forskellige parasitter var mere almindelige, blev persere anset for at være en ulempe — og det i en grad, så nogle opdrættere i stedet vendte deres opmærksomhed mod korthårskatte.
Ifølge John Jennings bog “Domestic or Fancy Cats”: “Af de mange varianter eller katteracer af katten, som vi nu kender, skal man huske på, at hvor meget de end er blevet krydset, selekteret, genkrydset, tæmmet eller andet, har vi kun to racer, som overbygningen af det, vi i dag kender som “klassifikation af varianter”, er blevet opdrættet ud fra — nemlig den langhårede eller orientalske kat og den korthårede eller europæiske kat. Termen “‘race” bør endda
her kun benyttes med omtanke, for hvordan end yderpelsen eller dækhårene, farven eller pelslængden er, har de alle og enhver praktisk taget samme konturer. Og det er heller ikke begrænset til selve omridset. Tag for eksempel hovedet, som når det måles på sædvanlig vis ved skud, og der korrigeres for forskelle i størrelse, ikke alene er ens i forskellige varianter af enten lang- eller korthårskatte, men sågar hos de vilde katte er anatomien ens, hvor den lille variation i de store mål forklares med deres forskellige livsbetingelser og føde, og stemmer overens med den kendsgerning, at selv den almindelige huskat vil undergå ændring, når den overgår til en halvvejs vild, udendørs tilværelse.”
