Forfatter: Sussi Dec Jensen
Først udgivet i KatteMagasinet nr. 3/2023
Jeg vil gerne slå et slag for at gå steward. På min første katteudstilling i Køge, d. 21.09.2019, så jeg
stewards for første gang, og jeg var imponeret over hvor meget de synes at have styr på det.
Da det var min første udstilling, kunne jeg ikke rumme meget andet end bare at være til stede, og forsøge at følge med så godt som muligt. På det tidspunkt overvejede jeg slet ikke at melde mig som steward. Senere så jeg, at JYRAK afholdt et stewardseminar d. 29.02.2020 i Uldum. Det gjorde mig nysgerrig, og jeg tilmeldte mig. Via JYRAK fik jeg forbindelse til ”Showbussen”; en gruppe af mennesker der kører sammen til/fra katteudstillinger. Jeg kørte med tur/retur fra København til stewardseminar i Uldum, og nu kører jeg fast med showbussen til udstillinger.
På stewardseminaret kom vi omkring mange emner og fik en masse information, som var meget lærerigt. Herefter fik jeg blod på tanden til at forsøge mig som steward.
Første gang jeg tog springet, og meldte mig som stewardaspirant, var hos DARAK i Dragør d. 08.03.2020; den sidste katteudstilling i Danmark inden covid-19 nedlukning. Sammen med steward Ann-Kathrine Berner var jeg stewardaspirant hos dommer Anna Wilczek. Jeg fik hurtigt fat i flowet, men hvis det var nødvendigt at hente en kat, syntes jeg, det var svært. Anna Wilczek gav mig en fin udtalelse, og jeg var frisk på at fortsætte som steward.
Vi fik alle en lang udstillingspause pga. covid-19, og derfor varede det også lidt, inden jeg igen kunne melde mig som steward. Min første gang som steward alene var hos DARAK i Ølstykke d. 08.08.2021 hos dommer Eric Reijers. Selv om det var over et år siden, jeg prøvede at være stewardaspirant første gang, så gik det godt, og jeg fik igen en fin udtalelse fra dommeren.
Jeg har nu mange gange siden, både i Danmark og i udlandet, været steward, og jeg kan rigtig godt lide det. Jeg har også selv haft stewardaspiranter, og hvis du overvejer at gå steward, så tøv ikke med at kontakte den pågældende klub; for uden stewards – ingen udstilling!
Du er også velkommen til at kontakte mig.
Iflg. FIFe er stewardens opgaver (uautoriseret oversættelse fra Felis Danicas hjemmeside):
6.2.1 Stewardens opgaver
Stewarden skal assistere dommeren og overholde følgende:
- Være til stede i dommerringen iført en overall/kittel
- Være i stand til at tage en kat korrekt til og fra et bur
- Ikke at forlade dommerringen før bedømmelserne er afsluttet
- Ikke præsentere sin egen kat for dommeren med mindre der er tale om en udstilling, hvor udstillerne selv må præsentere deres egne katte
- Ikke at kommentere eller fremsætte meninger om de udstillede katte
- Efter tilladelse fra dommeren at informere udstillerne om bedømmelsesresultatet
- Informere udstillingssekretariatet hvis et bur er tomt
- Være mindst 15 år gammel
Hvorfor skal man være steward?
- Du er med til at sikre, at der er en katteudstilling (ingen stewards – ingen katteudstilling!)
- Du er med til at give udstillere, katte, dommere og publikum en god oplevelse
- Du lærer udstillere af andre racer end din egen at kende, og du lærer noget om andre katteracer end lige din egen
- Stewards er de eneste aflønnede medarbejdere på udstillingen udover dommerne
Hvilke opgaver har man som steward?
- Gøre dommerringen klar
- Sørge for at dommermappen kommer i dommerringen, hvis dommeren ikke selv har hentet den
- Få overblik over de ABS’ede katte via listen i dommermappen, fjerne de ABS’ede numre samt strege de ABS’ede katte fra listen til udstillerne
- Få overblik over BIV og evt. NOM
- Præsentere sig for dommeren når dommeren ankommer til dommerringen
- Aftale bedømmelsesrækkefølge med dommeren
- Undgå at sætte fertile hankatte ved siden af hinanden
- Sørge for at katte, der skal til bedømmelse hos dommeren, er til stede i dommerringen, enten i burene eller hos udstiller tæt ved dommeren
- Spritte bordet samt burene af mellem hver kat
- Sætte numre på burene så udstillerne ved hvilke katte, der snart skal op til dommeren
- Strege katten både fra din egen liste og den liste som udstillerne ser på, når dommeren har bedømt en kat
- Kalde katten i mikrofonen over højtaleren, eller hente katten, hvis en kat ikke er ved dommeren til bedømmelse
- Være dommerens ekstra øjne, da en dommer også kan overse noget
- Hjælpe dommeren med at holde tidsplanen
- Kalde katte til nominering og holde styr på de ankomne katte, samt informere dommeren når alle katte til nominering er ankommet
- Hjælpe dommeren med at uddele præmier til de katte, der bliver BIV og NOM
- Aflevere nomineringssedler til sekretariatet (nogle dommere gør det selv)
- Rydde op i dommerringen efter endte bedømmelser
- Samle dommerens bedømmelseskopier og give dem til dommeren
- Tage numre, bedømmelsesliste, overskydende præmier, dommerskilt, racemappe, dommermappe o.l. med retur til sekretariatet/ stewardrum
- Hjælpe med at bygge nomineringsring samt gøre burene klar
- Notere de katte du skal præsentere på scenen på din egen seddel, så du kan følge med i, hvornår du skal på scenen med en kat
- Præsentere katte på scenen
- Hjælpe med at gøre bure klar til næste hold katte på scenen (tage brugte numre af, rengøre/spritte af, sætte nye numre på)
Hvad kræver det at være steward (udover FIFes regler)?
- Du skal respektere dommere og udstillere på udstillingen
- Være glad, smilende, ydmyg og åben for læring, selv når der er travlt
- Være forberedt på ømme ben og fødder
- Det er en fordel at kunne kommunikere på engelsk
- Det er en fordel at have udstillet selv og have kendskab til udstillingsregler, farver og farvegrupper
Jeg kan rigtig godt lide at være steward, og jeg er meget struktureret anlagt, hvilket helt sikkert hjælper, når man er steward. Jeg kan kun anbefale at være steward, og man kan være steward i alle FIFe klubber, ligegyldigt hvilken FIFe klub man selv er medlem af. Man kan også være steward på en FIFe udstilling, selv om man ikke er medlem af en FIFe klub. Hvis du er steward i en FIFe klub, kan du dog ikke være steward i andre katte klubber end under FIFe, fx CFA, TICA mm., ref. FIFes regler under vedtægter (Statutes) 2.6:
Members of the FIFe undertake not to allow their members to:
- Take part, directly or indirectly in shows organized by non-FIFe associations; exceptions with respect to participation at shows are listed in § 8.2 of the Show Rules
- To be actively involved in non-FIFe associations as a functionary or as a judge. Special exceptions may be granted by the Executive Board of FIFe.
For tiden bliver man som steward aflønnet med et gavekort på et udstillingsgebyr, til den klub du har været steward for, til én kat eller 300 kr. + en pose foder fra en sponsor; typisk Royal Canin. Derudover får du også frokost, den samme som dommerne får, samt snacks og drikkevarer i løbet af dagen.
Denne artikel er skrevet med inspiration fra udleveret materiale på stewardseminar i Uldum d. 29.02.2020 og iflg. aftale med Flemming Vorbeck; chefsteward i JYRAK.