Af Charlotte Bro, dyrlæge
Katteudstillinger. Nogle mennesker elsker dem og udstiller så ofte som muligt i forhold til tid og ikke mindst økonomi. Andre hader dem og undgår dem helt. Og så er der dem, som tolererer dem og ser dem som et nødvendigt onde for at få bedømt deres katte, så man ved, hvor man er på vej hen i sit opdræt.
Men hvad er egentlig formålet med udstillinger, og hvilke krav stiller udstillingerne til kattene og ikke mindst til os som udstillere? Kattene har jo ikke den store indflydelse på, om de kommer med eller ej, så det er vores ansvar, at de katte, vi kommer med, også repræsenterer kattesporten bedst muligt.

Hvorfor udstille?
Hvis man spørger om, hvorfor vi udstiller, så vil mange sikkert svare: ”For at få titler, for at få bedømt kattene eller fordi det er fedt at vinde!” Og ja, det er da også gyldige grunde, men ser vi overordnet på det, så står det beskrevet i hovedklubbernes formålsparagraffer:
- Klubbernes formål er at medvirke til, at kendskabet til og interessen for racekatte udbredes, blandt andet gennem afholdelse af udstillinger og andre lignende arrangementer.
Det stiller nogle krav til os som udstillere, og disse krav er faktisk også beskrevet i Felis Danicas regler. Når vi tilmelder vores katte til udstillinger, plejer vi at skulle sætte flueben i et felt med, at vi har læst og forstået Felis Danicas regler og vil overholde dem. Der er mange regler, og det er nok ikke alle, der har læst dem for nyligt. Men hvad er det egentlig, vi skal overholde?
Lad os genopfriske Felis Danicas etiske regelsæt:
Regelsættet omfatter
- Medlemmer af Felis Danicas hovedklubber
- Medlemmer af specialklubber underlagt Felis Danica
- Ikke-medlemmer, der udstiller på danske udstillinger
Medlemmerne er repræsentanter for kattesporten i Danmark og skal optræde som sådanne på såvel danske som udenlandske udstillinger samt i ethvert medie, hvor medlemmerne ytrer sig.
Medlemmerne skal optræde på en professionel måde ved at udvise en hensynsfuld og omsorgsfuld adfærd overfor både dyr og mennesker, såvel som høflig optræden i tale, skrift og ved fysisk adfærd.
Medlemmerne skal være opmærksomme på, at det er et privilegie, ikke en ret, at kunne trække på serviceydelser fra Felis Danica, herunder at deltage på en katteudstilling med sine dyr, trække stamtavler m.v.
- Ovenstående etiske regelsæt er også gældende når medlemmerne er på udstilling i udlandet
- Ovenstående etiske regelsæt er også gældende for ikke-medlemmer, der udstiller på danske udstillinger
- Der henvises i øvrigt til FIFes Code of Ethics
Vi er alle repræsentanter for Felis Danica, uanset hvilken klub og/eller specialklub vi er medlemmer af og uanset, om vi er på udstilling herhjemme eller i udlandet. I den forbindelse forpligter vi os til at opføre os ordentligt over for vores katte, vores medudstillere, dommerne og besøgende på udstillingerne. Så selv om man selv er sur, måske fordi ens kat har tabt til en anden kat ved grundbedømmelsen eller i panelet, så skal man stadig opføre sig ordentligt og tale pænt til andre. Det betyder også, at man ikke må sidde på sociale medier og svine dommere eller andre udstillere til, ligesom man altid skal svare pænt og høfligt på spørgsmål i diverse kattegrupper, man måtte frekventere på Facebook og andre sociale medier – eller undlade at skrive noget, hvis man kan mærke, at humøret ikke er til et konstruktivt og høfligt indslag.
Vi skal altid have os for øje, at vi er på udstillinger for at udbrede kendskabet til racekatte, og at almindelige mennesker helst skal få et godt indtryk af kattesporten.

Katten på udstilling:
Hvilke regler gælder så for kattene, vi tager med på udstilling? Som mangeårig udstiller samt dyrlæge på udstillinger oplever og hører jeg fra tid til anden et og andet.
Vi ved alle, at der er dyrlægeindtjek ved ankomsten til udstillingen, hvor dyrlægen undersøger katten og bl.a. kigger efter tegn på parasitter (primært lopper og øremider) eller smitsomme sygdomme (primært katteinfluenza og ringorm). Altså ting, som kan smitte andre katte. Når flere klubber er gået over til stikprøvevis dyrlægekontrol, betyder det ikke, at vi udstillere kan eller skal slæbe syge og småsnottede katte med og håbe på det bedste. Tværtimod stiller det faktisk større krav til selvjustits, samt at vi selv tjekker kattene hjemmefra for utøj eller tegn på sygdom, som kan smitte til andre katte.
Felis Danicas regler er ret klare, når det gælder smitsomme sygdomme:
”Hvis en eller flere katte hos en opdrætter, der er medlem af en af Felis Danicas hovedklubber, bliver syge af en af de nedenstående sygdomme, er samtlige katte i katteriet omfattet af Felis Danicas karantænebestemmelser.”
Karantænereglerne gælder for kattesyge, katteinfluenza, FeLV, FIV og ringorm.
I Felis Danicas nationale regelsæt står der følgende:
”Først når alle katte i udstillerens husstand af en dyrlæge er erklæret fri for sygdommen, kan katte fra udstillerens husstand igen udstilles.”
Samtlige katte i katteriet! Hvis man har et kuld killinger med udbrud af calici, så kan man altså ikke tage sin hankat med på udstilling, mens det står på, bare fordi han står i hankattegård og i praksis ikke har kontakt med killingerne. Hele katteriet er i karantæne.
Men hvad med alle de sygdomme, som ikke smitter, men som kun har betydning for ens egen kat?
Hvad med katten, som har fået konstateret sukkersyge, eller den med HCM, eller den, der har fået epilepsi, eller har hofteledsdysplasi? Eller den, som har haft sprøjtetynd mave den seneste uge og er på antibiotika? Eller er faldet ned og har slået sig så meget, at den er på smertestillende? Ting, man måske ikke lige kan se på katten. Hvad siger reglerne der?
Felis Danicas nationale regler siger ret klart:
”Alle katte, der deltager på internationale eller nationale udstillinger, hobbyudstillinger eller kattefremvisninger, skal være i god kondition og ved godt helbred.
Udstillere skal have fokus på ikke at udstille en kat så ofte, at det påvirker kattens helbred negativt. Killinger og ungdyr, der udstilles i klasserne 11, 12 og 14, må højst udstilles 2 weekender i træk.”
Så hvad er så god kondition og ved godt helbred? Det kan være en svær størrelse med konditionen. Katten må ikke være for tyk eller for tynd, og den skal helst også stå i flot pelskondition. Men hvad er godt helbred?
Som dyrlæge vil jeg sige, at en tommelfingerregel må være, at har katten en diagnosticeret tilstand, der kræver receptpligtig medicin, så er den ikke ved godt helbred og skal dermed ikke udsættes for udstillinger. Igen skal vi huske på, at vi er der for at fremme kendskabet til racekatte, så det er vores pligt at komme med raske katte. Det kan være ganske surt at skulle pensionere en vinderkat fra udstillinger, fordi den pludselig får HCM eller epilepsi, men det ser altså heller ikke godt ud, at katten ligger med krampeanfald i buret eller ligefrem dør på udstillingen. Og ja, det er desværre sket! Selvom kattene måske er gode til at skjule det, så er en katteudstilling stressende for dem, og derfor er det vores pligt at tage de fornødne hensyn til dem.
Katte, der er på antibiotika eller har brug for smertestillende medicin for at komme igennem dagen (f.eks. pga. HD, gigt eller dårlige tænder), har heller ikke noget at gøre på en udstilling. Det er ikke ting, der skaber problemer for andre katte, men det er tilstande, den enkelte kat skal forholde sig til, og så er den ikke tjent med den ekstra belastning, en udstilling altid er.
Katte, der bliver meget køresyge, skal man nok også overveje at lade slippe for udstillinger.
Hvad så med katte, der bliver syge på en udstilling?
Det hænder, at katte bliver syge på en udstilling, eller viser sig at være så utrygge eller ligefrem angste og eventuelt så aggressive, at de er bedst tjent med at komme hjem hurtigst muligt.
Der er altid en dyrlæge tilknyttet udstillingen, og oplever man, at ens kat bliver syg eller viser sig at være så bange, at den ikke kan håndteres og evt. er til fare for sig selv, sin ejer, en steward eller en dommer, så kan man henvende sig i sekretariatet og bede om at få en dyrlæge til at kigge på katten. Man får som regel lov at pakke sammen og tage hjem, eller til dyrlægevagten, hvis der er behov for det. Hvis en kat på flere udstillinger viser tydelige tegn på angst eller aggressivitet, og der ikke er fremgang, så er det ikke den, der skal være udstillingskat, uanset hvor pæn den end er. Dommere og stewarder skal også kunne håndtere den, uden at skulle risikere at komme til skade.
Helt overordnet skal vi huske på, at det ikke kun er Felis Danicas regler på området, vi skal overholde. Vi har også Dyrevelfærdslovens §§ 2-3 at forholde os til.
- § 2: Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
- § 3: Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Kan vi så overhovedet udstille?
Ja, det kan vi godt, hvis vi sørger for kun at tage katte med, der er sunde og raske, og som ikke er stressede eller angste. Vi skal sørge for, at de har de bedst mulige forhold i buret, med adgang til mad, vand og kattebakke samt et skjul, hvis de ønsker det. Vi skal respektere, hvis vores katte siger fra til udstilling, og vi skal holde os for øje, at kattene er ufrivillige aktører, der skal fremme kattesporten, og at det er vores ansvar, at de tager sig bedst muligt ud, samtidig med at de udsættes for mindst mulig ulempe. Det er vores pligt og vores ansvar!