Smitsom diarré hos katte

Af Charly Riis
Først udgivet i KatteMagasinet 01/2020

Dette er mit eget resumé efter at have læst en artikel af Audrey K. Cook om Felin infektiøs diarré. Jeg har ind imellem tilføjet en forklarende tekst, hvor det måske er lidt rige-ligt nørdet. (Kilde: Feline Infectious
Diarrhea, Audrey K. Cook, © 2008 Elsevier). Hun gennemgår de mest almindelige smitsomme årsager til diarré hos katte med henblik på at give læseren en logisk liste over forskelle og de oplysninger, der er nødvendige for at stille en diagnose.

Nøgleord:
Parvovirus, Campylobacter, Clostridium, Giardia, Tritrichomonas, Cryptosporidium, Toxocara.

Dyrlægen ser ofte smitsom diarré i klinikken, især hos unge katte og katte, der har adgang til det fri.

Symptomerne kan variere fra lette og periodiske til livstruende. En endelig diagnose kan nogen gange stilles ud fra en simpel undersøgelse af afføringen, mens den andre gange kræver mere dybdegående tests. Det er sund fornuft, altid at tage smitsomme årsager med i overvejelserne og derudfra beslutte, hvilke undersøgelser, der er nødvendige.

Kategorisering:
Det er nemmest at kategorisere årsagerne til smitsom diarré efter organisme-type, fordi dette letter en logisk overvejelse af sandsynlige diagnoser.

Viral:
Diarré på grund af virus ses ofte hos killinger eller katte, som for nyligt er introduceret i en ny katteflok, og bør overvejes for ethvert tilfælde af akut mavetarm-infektion med feber.

Felin Parvovirus (FPV) / Kattesyge
er en meget smitsom sygdom, med høj sygelighed og dødelighed hos uvaccinerede killinger. Kattens mavetarmkanal inficeres og virus spredes via afføringen. Sygdommen smitter allerede inden katten selv får symptomer. Virus er i stand til at overleve i miljøet i lange perioder, og de fleste infektioner menes at fore-komme indirekte ved kontakt med et forurenet miljø.

De første tegn inkluderer feber og opkast. Berørte katte virker nedtrykte og bliver hurtigt dehydrerede. Diarré ses ikke altid i begyndelsen og kan forekomme senere i sygdomsforløbet.

Diagnose stilles normalt på grundlag af relevante kliniske tegn kombineret med et lavt antal hvide blodlegemer (under 3000 pr. mikroliter).

Test der påviser antigener for hundeparvovirus (CPV) i afføring kan også påvise katteparvovirus, men udskillelsen af antigener kan være aftaget, når først katten bliver synligt syg. En negativ CPV ELISA test kan derfor ikke med sikkerhed udelukke en diagnose af Parvovirus hos katten. Det er også vigtigt at huske, at en vaccine mod kattesyge afstedkommer udskillelse af antigener i op til to uger.

Den mest pålidelige metode til at påvise Felin Parvovirus er en undersøgelse af blodet for antistoffer hvor et positivt resultat vil vise en 4-dobbelt stigning af tittertallet gentaget med to ugers mellemrum. Antigener er koder, der styrer dannelsen af antistofferne, som så aktivt neutraliserer virus. Aggressiv understøttende pleje sammen med bredspektret antibiotika, er den eneste behandling af ramte katte. De, der overlever den første uge, vil normalt komme sig, men det kan tage flere uger at komme sig helt, til gengæld opnår katten livslang immunitet efter en naturlig infektion.

Felin Enteric Coronavirus (FECV)
er et helt almindeligt allestedsnærværende virus i de fleste pattedyr, og forekomsten af infektioner i katterier er høj. Virus spredes via afføring.

Kattene bliver normalt ikke ret syge, og sygdommen går som regel i sig selv igen. Mange killinger vil teste positive for antistoffer efter 12 ugers alderen. Da sygdommen er ret mild er det næppe relevant at teste for antististoffer for corona virus, hos katte der har udviklet diarré. Hos et lille antal individer muterer virus og inficerer makrofagerne, som er ansvarlige for at optage og nedbryde fremmede stoffer og mikroorganis-mer. Dette udløser en reaktion fra immunforsvaret og katten udvikler Felin Infektiøs Peritonitis (FIP). Det er vigtigt at huske, at virus muterer lokalt i den enkelte kat, og derfor ikke smitter.

Bakteriel:
Selvom flere bakteriearter er forbundet med diarré hos katte, kan det være besværligt at finde en
sammenhæng, fordi de sagtens kan være tilstede i klinisk normale katte. En bakteriel årsag bør overvejes, hvis sygdom udløses af antibiotikabehandling eller ser ud til at være smitsom. Afføringsprøver kan være
komplicerede og kræver ofte særlig håndtering. Generelt vil akut maveinfektion hos katte være selvbegrænsende og antibiotika vil derfor ikke være gavnlig. Behandling bør selvfølgelig indledes, hvis bakterier, parasitter eller virus er konstateret, eller hvis der er tegn på en systemisk sygdom (f.eks. lavt antal hvide blodlegemer).

Campylobacter
Campylobacter-organismer er Gram-negative (en gruppe bakterier, der ikke farves blå ved en gram-
farvning). Selvom flere arter er identificeret både hos asymptomatiske katte og hos diarrékatte, er C. jejuni den organisme, der oftest er forbundet med klinisk sygdom. Sværheds-
graden af diarré hos inficerede katte ser ud til at være afhængig af flere faktorer, herunder infektionsdosis, niveauet af beskyttende antistoffer og tilstedeværelsen af et andet tarm-patogen (sygdomsfremkaldende stof/organisme).

Kliniske tegn ses oftest hos dyr under 6 måneder og består normalt af slimet diarré, ofte med frisk blod. Optisk mikroskopi er nødvendig for nøjagtigt at identificere de bevægelige, buede bakterier. Ved undersøgelse med Gramfarvning i almindeligt mikroskop kan Campyllobacter forveksles med andre organismer (f.eks. Helicobacter). Dyrkning af frisk afføring er stadig den mest pålidelige måde at stille en nøjagtig diagnose på.

Organismen er ret hårdfør både ved stuetemperatur og nedkølet, så transport til et laboratorium er bestemt muligt. Prøven skal tages med specielle vatpinde og kræver en særlig dyrkningsmetode, så laboratoriet bør informeres på forhånd, hvis der er mistanke om Campylobacter.

Det er ikke påvist, om antibiotikabehandling faktisk påvirker sygdommens naturlige forløb, men det kan hjælpe med til at forhindre infektion af andre dyr og mennesker i husholdningen. Erythromycin er det anbefalede lægemiddel hos mennesker og har har vist sig at være effektiv (baseret på fækal dyrkning) for katte. Dosis er 10 mg / kg gennem munden hver 8. time i 5 dage.

Clostridium perfringens
Dette er en ikke-iltkrævende gram-positiv bakterie. Det er en normal indbygger i tarmkanalen hos mange dyr, og dens rolle som patogen hos katte er ikke ret kendt. En trigger af en eller anden art er generelt nødvendig før Clostridium perfringens forårsager klinisk sygdom; denne trigger (f.eks. en ændring i diæt, anorexia eller indtagelse af antibiotika) får organismen til at danne sporer og frigive giftstoffer målrettet mod tarmen. Dette forårsager diarré, ofte med blod og slim. Normalt ses ikke tegn på systemisk sygdom.

Mikroskopi kan afsløre adskillige sporer, som kan støtte en diagnose, men det er vigtigt at huske, at der også er fundet et stort antal sporer i afføring fra sunde katte. De fleste kommercielle laboratorier tilbyder en menneskebaseret ELISA-test; et positivt testresultat understøtter bestemt diagnosen, men et negativt resultat udelukker den ikke.

For ganske nylig er PCR-test (en gen-opformeringsmetode) blevet brugt til at identificere genet, der koder for produktionen af giftstof. Denne test udføres på afføring og er meget følsom. De fleste berørte katte viser klinisk forbedring 2 dage efter påbegyndelse af amoxicillin (20 mg/kg gennem munden hver 12. time) eller tylosin (30 mg/kg gennem munden hver 12. time). 14-dages
behandling anbefales, selvom afføringen vender tilbage til normalen
før. Forøgelse af gærbare fibre i kosten/probiotika (f.eks. dåsegræskar: 1 spiseskefuld to gange dagligt) kan forhindre tilbagefald.

Antibiotikum-responsiv diarré
Der hersker stor uenighed angående tarmbakteriers rolle i udviklingen og længerevarende behandling af kroniske tarmsygdomme. Det er blevet foreslået, at det totale antal bakterier i tyndtarmen kan forårsage sygdom eller at unormale reaktioner fra katten på normale bakteriepopulationer kan resultere i dysfunktion hos modtagelige individer. Forholdene hos katte er endnu uklare og der er ingen faste beviser til støtte for nogen af teorierne. Dog har nogle katte med kronisk diarré fået det bedre efter antibiotikabehandling. Dette kan skyldes udryddelse af ukendte patogener eller en ændring i kattens
reaktion på tarmfloraen.

Erfaring viser at katte med kronisk diarré kan behandles med metronidazol (15 mg/kg gennem munden to gange dagligt) eller tylosin (10 mg/kg gennem munden 3 gange dagligt). Behandling bør administreres i mindst 4 uger og gentages, hvis symptomerne kommer igen.

Protozoer (encellede organismer som flagellater, amøber og coccidier/parasitter).

Betydningen af protozoale infektioner hos katte er blevet mere synlig i de senere år med identifikationen af
tidligere ukendte patogener (f.eks. Tritrichomonas foetus) og med forbedringen af vores evner til at opdage kendte organismer (f.eks. fækal ELISA-test for Giardia).

Giardia duodenalis
Denne protozoer er i stand til at inficere de fleste pattedyrarter. Flere genotyper, med forskellige værtsspecifikke krav, er identificeret. Giardia duodenalis findes i 2 former — tro-fozoit (en bevægelig form der lever i tarmen) og cyste (smitteformen, der kan overleve længe i meget forskellige miljøer).

Overførslen sker ved indtagelse af cysterne. Når de når tolvfingertarmen, frigiver hver cyste 2 nye trofozitter, som derefter fasgøres til tarmoverfladen. Ubemærkede infektioner er almindelige og bidrager til forurening af kattens miljø. Klinisk sygdom forekommer normalt hos killinger og i katterier.

Administration af immunforsvarundertrykkende doser af steroider kan udløse diarré hos raske bærere af sygdommen. (Hvilket gør det lettere at teste kattene) Diarré forbundet med Giardia er normalt fedtholdig og meget ildelugtende. Blod og slim er usædvanligt. Feber og opkast forventes ikke.

Diagnosen kan stilles ved identifikation af de bevægelige trofozoitter i fækalt saltvand. En dråbe iod gør dem lettere at identificere men hæmmer bevægeligheden. Den cystiske form flyder ovenpå ved centrifugering (flotation test) af afføring i zinksulfat opløsning. Det er vigtigt at huske, at kliniske tegn kan vise sig 1-2 dage, før der frigives cyster. Antigener kan påvises i afføring med flere forskellige kommercielle SNAP tests (som efter min erfaring ikke er særlig pålidelige. Charlys bem). PCR-gentesten er sandsynligvis også her den mest følsomme måde at opdage infektion på.

Flere lægemidler har vist effekt mod Giardia, men ingen er i øjeblikket godkendt til brug til katte. Selvom metronidazol er blevet brugt meget i denne sammenhæng, har undersøgelser indikeret dårlig effektivitet, sandsynligvis på grund af parasitisk resistens. Den aktuelle behandling, der vælges, er fenbendazol, ved 25 mg/kg gennem munden hver 12. time i 5 dage. (Albendazol er lige så effektiv, men er forbundet med et unormalt lavt antal blodceller hos nogen katte og bør undgås.)

En lille undersøgelse med en kom-bination af febantel, pyrantel og praziquantel (Drontal Plus, Bayer Animal Health) viste en nedsat mængde cyster, men mangler videre
underbyggelse med flere katte.

Behandlingen skal ledsages af en grundig indsats for at kontrollere miljøforurening, fordi reinfektion ellers er sandsynligt. Damprensning eller desinfektion med industrirengøringsmidler anbefales efterfulgt af en udtørringsperiode på flere dage. Dyr skal bades før de kommer ind i miljøet igen, for at undgå at cyster bæres ind i pelsen.

Vær opmærksom på, at Giardia duodenalis kan spredes til andre dyr og mennesker. Selvom en vaccine ved hjælp af inaktive trofozitter er godkendt til brug til katte i USA, ser det ud til at begrænse snarere end at forhindre infektion og forhindrer ikke
cysteudslip hos tidligere inficerede
individer.

Tritrichomonas foetus
Denne protozoer er en anerkendt årsag til abort hos kvæg, men er for nylig blevet identificeret som årsag til tyktarmsbetændelse hos katte. I modsætning til Giardia duodenalis, findes Tritrichomonas foetus kun i trophozoitform. Overførsel sker ved direkte indtagelse af fækalt materiale, fordi organismen ikke kan overleve længe uden for kroppen.

Tritrichomonas foetus hos katte er ikke grundigt forstået, men katte, der holdes med høj densitet er mere tilbøjelige til at bære organismen. Det menes ikke at være en komponent i den normale tarmflora, selvom infektion ikke nødvendigvis resulterer i kliniske tegn. Når sygdom opstår, ses det generelt hos unge katte, der bor i overfyldte miljøer. Organismen findes i tyndtarmen, blindtarmen og tyktarmen og kan give i en kronisk voksende og aftagende tarmdiarré. Hos hårdt ramte katte, bliver det anale område markant rødt og smertefuldt, og katten kan få ufrivillig
afføring mens den sover.

Diagnosen kan undertiden stilles ved direkte observationer i mikroskop af trophozoitter på fækal udstrygning. Det er let at forveksle tritrichomonader med Giardia trophozoites, men en nærmere inspektion afslører en karakteristisk bølgende membran langs hele kroppen. Deres bevægelsesmønstre er også forskellige. Hvis en direkte fækal udstrygning er negativ, kan organismen dyrkes med et kommercielt fremstillet medium og beholder (InPouch TF-Feline, Biomed Diagnostics). Dette kan let udføres i klinikken med en afførings-prøve på størrelse med et peberkorn. Posen opbevares ved stuetemperatur og undersøges under mikroskop hver dag for de bevægelige trophozoitter. Det kan tage op til en uge, før organismen er synlig. En dyrere, men mere følsom metode til bekræftelse af infektion er fækal PCR.

Behandling af Tritrichomonas foetus har historisk set været problematisk. Mange katte vil forbigående forbedre sig med en lang række forskellige antibiotika, men får hurtigt tilbagefald. Der har været konsistente og vedvarende kliniske forbedringer dokumenteret med ronidazol (30-50 mg/kg gennem munden hver 12. time) og negative fækale PCR-test er blevet rapporteret efter behandling. Dette lægemiddel er under vurdering med henblik på godkendelse til brug til kat og skal specialblandes på apoteket. Ronidazol er blevet for-bundet med en reversibel forgiftning af lillehjernen, der medfører nerveskader.

Mange katte ser ud til at få det bedre uden behandling efterhånden, som de bliver ældre. Diarréen går spontant i sig selv igen inden for to år. Mange af disse katte forbliver imidlertid positive ved en fækal PCR-test, hvilket antyder, at en kronisk asymptomatisk bærertilstand forekommer.

Cryptosporidium parvum
Cryptosporidium parvum er en coccidial protozoer. Der er identificeret flere genotyper af Cryptosporidium, men C. parvum er oftest forbundet med klinisk sygdom hos katte. Infektion sker ved indtagelse af de stærkt resistente sporer, normalt via forurenet mad eller vand; hos følsomme individer kan den smitsomme dosis være meget lav. De fysiologiske ændringer, der følger med en Cryptosporidium parvum infektion er ikke særligt kendte. Det kan være et primært patogen, men de fleste kliniske tilfælde bemærkes i forbindelse med nedsat immunforsvar eller miljømæssig stress.

Organismen koloniserer primært tyndtarmens overflade og forsår-sager en diarré, hvor tarmen dårligt kan optage næring og taber klorid. Tykvæggede cyster udskilles i afføringen mens mere tyndvæggede cyster bliver i tarmvæggen og resulterer i en selvsmittende reinfektion.

Kliniske tegn viser en dårligt fungerende tyndtarm, samt vægttab og store mængder afføring med lange mellemrum. Katten kan også have smertefuld trang til afføring og andre tegn på en sekundær tyktarmsbetændelse.

Diagnose kan stilles direkte med en afføringsprøve, men centrifugering med sukkeropløsning er generelt mere følsom. Cysterne er små og har en tendens til at klæbe fast til dækglasset, så omhyggelig fokusering kan være nødvendigt for at se dem i mikroskopet. Infektion udløser ikke altid sygdom, og cyster kan identificeres hos tilsyneladende sunde killinger. Udbredelsen af denne asymptomatiske bærertilstand ser ud til at falde med alderen, og tyder på en slags erhvervet immunitet.

Kommercielle laboratorier kan bruge speciel farvning og udskildelsesteknikker til forbedring af afføringens pålidelighed, så det kan være nødvendigt specifikt at anmode om en undersøgelse af Cryptosporidia, hvis der er mistanke herom. Derudover ser fækal ELISA og fluorescerende antistofforsøg ud til at forbedre chancerne for at identificere inficerede dyr. PCR-baseret gentest synes igen at være den mest følsomme måde at identificere organismen på.

De fleste infektioner ser ud til at være selvbegrænsende og de fleste katte får det hurtigt bedre med simpel understøttende pleje. Et supplement af glutamin kan være nyttigt, fordi dette kan fremme gendannelsen af tarmens overfladevæv.

På nuværende tidspunkt er behandling af Cryptosporidium en udfordring, da der ikke findes nogen godkendte behandlinger for denne lidelse. Paromomycin er blevet foreslået, men er forbundet med akut nyresvigt og anbefales derfor ikke. Azithromycin og tylosin kan være gavnligt og kan overvejes til svækkede eller immunkompromitterede patienter.

Indvoldsorm
Tarmparasitter giver ofte ingen eller kun lette symptomer undtagen hos killinger eller voksne katte med nedsat immunforsvar. Udstødningen af æg kan svinge, så det anbefales altid at give en kat med diarré et bredspektret ormemiddel, (fenbendazol; 50 mg/kg gennem munden dagligt i 3 dage), også selvom afføringsprøven skulle være negativ.

Toxocara cati
Dette er en af de mest identificerede katteparasitter, med infektionsrater fra 10% til 85% i USA. Denne organisme smitter til mennesker, så opdagelsen af inficerede individer er særlig vigtig. Organismerne fra Toxocara cati og Toxascaris leonina kan ikke skelnes i mikroskop, men

da begge behandles med de samme midler, er det sjældent nødvendigt.

Generel tilgang til Katte med mistænkt infektiøs diarré
Efter at have fået en detaljeret historie og udført en fysisk undersøgelse, er en grundig evaluering af afføringen er næste logiske trin. En cel-leprøve med saltvand (også kaldet vådt præparat), mikroskopisk undersøgelse af afføringen og centrifugering af prøven bør udføres. I mange tilfælde kan man stille en diagnose med disse enkle trin. Hvis patienten er systemisk syg med feber, dehydrering eller opkast, bør virale og bakterielle årsager til diarréen tages i betragtning. Støttende pleje bør ydes og yderligere diagnostik (f.eks. laboratoriearbejde, billeddannelsesundersøgelser) bør tages i betragtning. Hvis diarréen fortsætter, kan fækal dyrkning være nyttig.

Yderligere diagnostik kræves, hvis de almindelige undersøgelser af afføringen ikke giver en sikker diagnose. Beslutningen om hvilke test, der dernæst skal udføres, vil kræve nogen eftertanke, og faktorer såsom adgang til det udendørs (overvej Giardia), nylig ændring i diæt (overvej Clostridium perfringens) er det en racekat (overvej Tritrichomonas foetus) skal medtages. Det kan også være nyttigt at bestemme, om diarréen primært skyldes tyndtarmsygdom eller om tegn på tyktarms infektion er fremherskende, fordi nogle patogener selektivt påvirker et afsnit af tarmkanalen. Denne differentiering kan fremhæve eller eliminere bestemte sygdomme og guide diagnostik og terapeutiske beslutninger.

Fordi tarmparasitter er en almindelig årsag til diarré, er det bestemt acceptabelt at administrere et bredspektret ormemiddel, selvom fækale test er negative. Fenbendazole, givet ved 50 mg/kg gennem munden i 3 dage, vil udrydde spoleorm, hage-orm og piskeorm.

Læs også Felis Danicas vejledninger om smitsomme sygdomme på hjemmesiden.

De to diagrammer er oversat og tilpasset af Jan Krag efter originaler i artiklen.
Billeder er ikke fra artiklen. De er alle i Public Domain eller anden åben licens, med kildetilskrivning.